Annonce
Indre By

Nu går arbejdet i gang med at skabe nye byrumsforsøg i Middelalderbyen

Byrumsforsøg i Middelalderbyen. Illustration: Københavns Kommune
Fem trafikforsøg i Middelalderbyen skal på hver deres måde afprøve nye muligheder for at indrette byrummet på en måde, der tilgodeser hverdagslivet og de bløde trafikanter.

Flere centrale gader i Middelalderbyen kommer ikke til at ligne sig selv hen over sommeren. Her bliver nemlig sat gang i fem trafikforsøg, der på hver deres måde skal belyse, om man kan indrette byens rum på en måde, der tilgodeser hverdagslivet og de bløde trafikanter.

Forberedelserne til byrumsforsøgene er netop gået i gang, og frem til midten af juni vil man kunne forvente arbejde i Dyrkøb, Vestergade, Klosterstræde, Hyskenstræde, Naboløs, Skindergade, Store Kirkestræde og Lille Kongensgade. Det fremgår af en skrivelse, kommunen har sendt til beboere og erhvervsliv i området.

Anlægsarbejdet kommer fortrinsvis til at foregå i dagtimerne.

Annonce

- Som nabo til anlægsarbejdet kan det ikke undgås, at der vil være perioder med risiko for støj, støv, et begrænset areal at færdes på samt gener for varelevering. Men vi bestræber os på at minimere generne så vidt muligt, skriver kommunen til naboerne.

Kommunen forventer, at gaderne vil være åbne for biltrafik i det meste af anlægsperioden, men varsler, at det kan blive nødvendigt at spærre af i perioder.

Fodgængere på vejen

Når byrumsforsøgene går i gang vil det betyde begrænsninger for biltrafikken på de berørte strækninger.

I Skindergade, for eksempel, vil fodgængerne indtage vejarealet og have fortrinsret frem for cyklister og biler, og parkeringspladserne bliver erstattet af træer og bænke. Bænkene placeres, så man kan sidde overfor hinanden. Der vil endvidere komme stribet belægning på vejbanen, der skal signalere fortrinsret for fodgængere.

- Vi håber at butikker og beboere vil bidrage med initiativer i kantzonerne eller arrangementer, lyder det fra kommunen i forbindelse med byrumsforsøget.

Hen over sommeren bliver der nøje fulgt med i, hvordan byrumsforsøgene påvirker trafikflowet og byens liv. Derudover vil der blive foretaget interviews og arrangeret debatter, der skal være med til at få alle erfaringer frem i lyset. De bliver samlet i en evaluering, der skal danne grundlag for det videre arbejde med en byrums- og trafikplan for Middelalderbyen.


Som nabo til anlægsarbejdet kan det ikke undgås, at der vil være perioder med risiko for støj, støv, et begrænset areal at færdes på samt gener for varelevering.

Københavns Kommune


Der vil blive opstillet flere bænke i forbindelse med byrumsforsøgene. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

De fem trafikprojekter

1. Vestergade. Forsøget har fokus på natteliv og adfærd. Det undersøges, hvordan indretning af byrummet kan bidrage til at forebygge og begrænse støj fra nattelivet og generende bilkørsel. Der nedlægges op til 16 parkeringspladser i forsøgsperioden.

2. Skindergade. Forsøget afprøver indretning som gågade med kørsel tilladt med inspiration fra Strædet. Forsøget undersøger muligheder for levende og varieret hverdagsliv for beboere og besøgende i en gade, hvor fodgængere har første prioritet, hvor der er butikker med levende kantzoner, og hvor der også er steder, der inviterer til ophold, uden at man skal købe noget. Der nedlægges 13 p-pladser i forsøgsperioden.

3. Dyrkøb. Forsøget har fokus på at skabe et markant grønnere byrum, en oase for ro og ophold, på en plads der i dag er præget af parkering. Forsøget undersøger mulighed for med midlertidige træer og bænker at skabe intimitet og ro på pladsen langs med Domkirken. Der nedlægges 19 p-pladser i forsøgsperioden.

4. Klosterstræde - Hyskenstræde - Naboløs. Fokus på at skabe en smutvej, en forbindelse mellem Gammel Strand, Strøget og Skindergade med bedre forhold for fodgængere. Forsøget skal bidrage til en hensynsfuld adfærd og balance mellem fodgængere, cyklister og varelevering i det meget smalle byrum. Der nedlægges 14 p-pladser i perioden.

5. Lille Kongensgade – Store Kirkestræde. Forsøget afprøver indretning som ‘gågade med kørsel tilladt’, hvor cykler og biler må køre på fodgængernes præmisser inspireret af Strædet. Der nedlægges 9 parkeringspladser i forsøgsperioden.

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
BYLIV

Nu bliver hotelrenovering til pop up-udstilling

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

LEDER

#72timer: Det handler om mennesker

Annonce