Annonce
KULTUR

På et hængende hår: Populært teater sikrer sommerens forestillinger

Nu er det kun corona-restriktioner, der kan forhindre Marionet Teatret i at gennemføre to forestillinger til sommer. Foto: Sine Kristiansen/Marionet Teatret
Fondsmidler sikrer to forestillinger til sommer på det populære Marionet Teatret i Kongens Have. Det er så dejligt, siger teaterlederen.
Annonce

Økonomiske udfordringer har truet den ene af de planlagte gratis forestillinger på Marionet Teatret i Kongens Have til sommer. Men på et hængende hår er det lykkedes for det populære teater at rejse fondsmidler nok til at spille to forestillinger i Kongens Have i løbet af sommeren 2021.

Det er så dejligt, men det var i sidste øjeblik, siger teaterleder for Marionet Teatret og Det Lille Teater Camilla Hübbe til KøbenhavnLIV.

Hun havde sat en deadline 15. december for at få økonomien på plads, for at planlægningen af sæsonen kunne lade sig gøre, og det er nu lykkedes.

Teatret har, som flere andre små storbyteatre i København, fået beskåret tilskuddet for perioden frem til 2024. Derfor arbejdede teatret i efteråret benhårdt på at få fonde til at bakke op om forestillingerne.

Og det er lykkedes nu, hvor Wilhelm Hansen Fonden og Sportgoodsfonden er trådt til med donationer, der redder sommerunderholdningen i Kongens Have.

Marionet Teatret blev grundlagt i 1966, og siden 1970 har teatret spillet forestillinger i pavillonen i Kronprinsessegade 21 og er blevet en københavnertradition. De gratis dukketeater-forestillinger under åben himmel bliver hvert år set af flere end 20.000 gæster.

- Det er en god tradition, der er vigtig for byen, for daginstitutionerne, børn og forældre. Derfor er det skønt at mærke opbakningen, og at det nu kan lade sig gøre at gennemføre forestillingerne, siger Camilla Hübbe.

Annonce

Hvad med næste år?

Med den økonomiske hjælp fra fondsmidler, kan publikum derfor fra slutningen af maj igen sætte sig på de grønne bænke og opleve først en genopsætning af forestillingen ’Fyrtårnet’, som skulle have været vist i 2020 og gennem juli og august en ny opsætning af ’Pinocchio’ - den kendte fortælling om dukken, der så gerne vil være en rigtig dreng. Vel at mærke, hvis Danmark til den tid ikke er underlagt corona-restriktioner, der forhindrer at gennemføre forestillingerne.


Det er en god tradition, der er vigtig for byen, for daginstitutionerne, børn og forældre. Derfor er det skønt at mærke opbakningen.

Camilla Hübbe


Selv om forestillingerne nu er sikret i 2021, mangler Marionet Teatret stadigvæk finansiering fra 2022, hvor der indtil videre kun er økonomi til at producere en enkelt forestilling.

Teatret håber dog stadig på, at Københavns Kommune kommer til undsætning, så de gratis forestillinger også fremover kan blive gennemført til glæde for havens besøgende.

_

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce