Annonce
Indre By

Per Arnoldi om ny Nybrogade: Flot arbejde – men der mangler nogle bænke

Kunstneren Per Arnoldi på en bænk i Nybrogade, hvor han holder af at betragte byen med kærlige, kritiske øjne. Foto: Christian M. Olsen
Nybrogade er ved at være færdig efter en længerevarende renovering. Vi har bedt kunstneren Per Arnoldi, der selv bor i gaden, om at give sin mening om den nye Nybrogade.
Annonce

Gennem hele efteråret har arbejdet med at renovere Nybrogade været i gang. Men nu er brolæggere, gartnere og andre arbejdere ved at være færdige.

Fra sin lejlighed øverst oppe i Nybrogade har kunstneren Per Arnoldi levende fulgt med i brolæggernes arbejde med at forny det, han kalder sin ’forhave’ eller ligefrem ’Per Arnoldis Plads’.

For i de seks år den 79-årige kunstner har boet med sin hustru i Nybrogade, har han nydt at sidde på en bænk med udsigt til kanalen og betragte hverdagens liv.

- Her kommer svanerne svømmende ovre fra Slotsholmen. Her kæmper kanalrundfarten med at komme rundt om det skarpe hjørne i kanalen. Det er stor underholdning. Alle tvivler på, om det lykkes, siger Per Arnoldi.

Annonce

Kærlige, kritiske øjne

Vi møder ham en råkold december-formiddag på en af de nye bænke, der er sat op i Nybrogade. Som et resultat af en større renovering af gaden med en ambition om ’at styrke gaden historiske udtryk, samt for at skabe en bedre forbindelse for fodgængere mellem Frederiksholms Kanal og den nye metrostation på Gl. Strand’, som det hedder i projektbeskrivelsen.

- Jeg holder meget af at sidde her og betragte byen med kærlige, kritiske øjne. Det er ikke en kulisse. Det er en rigtig by, hvor der bor mennesker, der kender hinanden. Jeg kender stort set alle hunde i distriktet, smiler Per Arnoldi.

Derfor ærgrer det ham også, at der ikke er blevet plads til bænke mod kanalen, hvor Nybrogade løber ud i Frederiksholms Kanal. I stedet er bænkene placeret mere tilbagetrukket som runde bænke rundt om træer.

- De runde bænke er i min optik idyllisk dekorative, men i deres rygvendte karakter asociale, har Per Arnoldi skrevet i et brev til kommunen, og minder om beboernes rolle i byens udvikling.

- Husk, at det er os, der skal agere de eksotiske indfødte og det lykkelige folkeliv, hvis turisterne vender tilbage, skriver han.

Annonce

Nye bænke på to uger

Han har forsøgt at få sat ekstra bænke op, men på grund af plantehuller og en rende, der skal lede vandet bort, har det ikke været muligt, som situationen er nu, skriver kommunen i et svar til Per Arnoldi.


Det er ikke en kulisse. Det er en rigtig by, hvor der bor mennesker, der kender hinanden. Jeg kender stort set alle hunde i distriktet.

Per Arnoldi


For år tilbage henvendte Per Arnoldi sig også til kommunen for at få sat bænke op. Der gik to uger, så stod de der, fortæller kunstneren, der havde håbet, at det kunne ske igen.

- Tag ikke fejl. Jeg synes, at der er udført et flot stykke klassisk brolæggerarbejde, og det skal blive spændende at se, hvordan den nye Nybrogade udvikler sig, når foråret kommer. Jeg havde blot håbet på, at der ville være plads til nogle flere bænke ud mod vandet. Dette område orienterer sig jo mod kanalen, siger Per Arnoldi, der mener, at renoveringen er sket med respekt for stedets historie, men at indretningen godt kunne være bedre.

- Møbleringen af Nybrogades kaj og lille plads er formentlig typisk tegnebordsarbejde med fint flugtende linjer, omhyggeligt og samvittighedsfuldt, men ikke rigtig baseret på en grundig analyse og årelang observation af netop det liv, der unikt udspiller sig på denne lokalitet, siger Per Arnoldi.

Og hvis bænkene ikke kommer op igen?

- Så må jeg to tage en klapstol med ned og sidde på, siger Per Arnoldi med et smil.

Nybrogade

Renoveringen af Nybrogade blev iværksat med en ambition om at styrke gadens historiske udtryk, som er en del af middelalderbyen samt for skabe en bedre forbindelse for fodgængere mellem Frederiksholms Kanal og den nye metrostation på Gl. Strand.

Projektet blev forsinket med tre måneder, fordi der undervejs dukkede arkæologiske fund op fra det gamle bolværk ved Frederikshavns Kanal.

Der er blevet plantet 13 træer, opsat to store københavnerbænke og etableret 27 nye cykelparkeringspladser på Nybrogade.

Fremover vil det være lovligt at cykle i begge retninger – derfor er der cykelspor i begge sider af vejen

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
LEDER

Færre gratis omgange i 2021, tak

Annonce