Annonce
Indre By

Mikkel Kesslers tidligere træner er død

Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Boksetræneren Ricard Olsen sov stille ind natten til torsdag. Han blev 72 år.
Annonce

Boksetræneren Ricard Olsen, der blandt mange andre har trænet Mikkel Kessler, er død. Han sov ind natten til torsdag.

Det skriver Frank Olsen, der er søn til Ricard Olsen, på Facebook ifølge Ekstra Bladet.

Ricard Olsen blev 72 år.

- Min far er sovet ind i dag klokken 02.15 efter længere tids sygdom. Han kæmpede hårdt til det allersidste og havde svært ved at give slip på livet, skriver sønnen, der også selv er tidligere professionel bokser.

- Du havde stor succes som træner, og du lavede flere dygtige boksere, som kunne kalde sig sjællandsmestre, danmarksmestre, nordiske mestre, europamestre og verdensmestre. Godt gået far, skriver Frank Olsen videre.

Og det er bestemt ingen overdrivelse, at Ricard Olsen førte mange boksere til store bedrifter.

På den helt store scene i hjørnet hos en lang række af prominente boksere med Mikkel Kessler som den nok allerstørste, men Ricard Olsen hjalp ikke kun de største navne i de største kampe.

Igennem størstedelen af sit liv var han træner i bokseklubben CIK på Christianshavn. Her har han trænet talrige boksere og hjulpet mange væk fra usunde miljøer.

Andre valgte i stedet boksningen fra og havnede i kriminalitet, men det valgte Ricard Olsen at trække på skuldrene af i et interview med Jyllands-Posten i 2007.

- Jeg hjælper de unge, hvis de vil hjælpes. Jeg har opgivet at forsøge at løse folks problemer, og jeg kan ikke overvåge dem 24 timer i døgnet, sagde han.

Ricard Olsens forhold til Mikkel Kessler var så tæt, at Kessler ofte beskrev ham som sin reservefar.

Olsen stod i Kesslers ringhjørne til karrierens største kamp i 2007 i Cardiff, hvor Kessler tabte - for første gang som professionel - til Joe Calzaghe.

Da Kessler to år senere overraskende tabte til Andre Ward, valgte Kessler efterfølgende at droppe Ricard Olsens som træner. Det tog Ricard Olsen meget roligt. Kessler kunne jo ringe, hvis han ombestemte sig.

Ricard Olsen trænede i stedet videre i CIK som altid med alle de unge boksere, et arbejde han brændte inderligt for og viede en meget stor del af livet til.

Først i slutningen af 2017 valgte Ricard Olsen at stoppe som træner i CIK på grund af knæproblemer.

/ritzau/

Ekstra Bladet om dødsfald
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce