Coronaen har kostet en del på folkeskole-kontoen med de bløde værdier, hvilket er gået ud over socialt liv, samvær og trivsel.
Børne- og Ungdomsforvaltningen har derfor valgt at se efter anderledes muligheder, når det gælder om også at prioritere trivsel og samvær, som ligger til grund for en sund og god indlæring.
Elever fra 26 københavnske skoler har fået undervisning med hav til alle sider. Undervisningen er foregået på Ungdomsøen på det gamle Middelgrundsfortet.
- Jeg glæder mig på elevernes vegne over, at de får vitaminindsprøjtning til sammenholdet, trivslen og det sociale liv i klassen, siger Jesper Christensen (S), børne- og ungdomsborgmester i en pressemeddelelse.
De positive tilbagemeldinger på kun kort tid betyder, at børne- og ungdomsborgmesteren overvejer at fortsætte samarbejdet efter sommerferien og udvide tilbuddet i 2020.
En særlig oplevelse
Direktør på Ungdomsøen, Dea Forchhammer, glæder sig over, at der igen er ved at komme liv til øen post Corona-krisen. Sammen med medarbejderne og fire fuldtidsfrivillige står Ungdomsøen for at sejle de godt 1.600 elever plus deres lærere til og fra øen den kommende måned og samtidig hjælpe med at sætte de mange initiativer i gang, assistere med udstyr, vise vej på øen og løbende at spritte af og sørge for, at sundhedsmyndighedernes krav er overholdt.
- Ungdomsøen kan vi give eleverne en helt særlig oplevelse – med klasseværelses-undervisningen på øens helt unikke faciliteter som for eksempel i hangarer, på øens havnekaj, i en kanonstilling eller med de særligt udviklede initiativer for at styrke sammenhold og det sociale liv blandt eleverne. Og så giver det eleverne en forsmag på hvad de har af mulighederne på deres ø, fortæller Dea Forchhammer.
Eneste problem for Dea Forchhammer og hendes team er, at samarbejdet med Københavns Kommune overgår sig selv. Efterspørgslen har været enorm – også fra andre skoler og institutioner i resten af landet. Billetterne til folkeskoleklasserne blev udsolgt på under to døgn.
Ungdomsøen
- Ungdomsøen, der er på 70.000 kvm og ligger cirka 7 km fra Københavns Havn, har blandt andet 400 udendørs overnatningspladser, udekøkkener og bålpladser, store shelters med udsigt over Øresund, 2,5 km gange i det gamle fort, to hangarer med konferencefaciliteter, samt gamle kanonstillinger velegnede til koncert- og friluftsaktiviteter.
- Det gamle Middelgrundsfort blev erhvervet i 2015 med støtte fra Nordea-fonden og A.P. Møller Fonden. Nordea-fonden har doneret samlet 173 millioner kroner tiltransformation og udvikling af Ungdomsøen. Ungdomsøen blev indviet i august 2019 og drives i dag af Foreningen Ungdomsøen.
- Udover at Ungdomsøen støttes af Nordea-fonden, Trygfonden, LauritzenFonden, Tuborgfondet, Friluftsrådet, DUF og Spar Nord Fonden er kernepartnere som Roskilde Festival, Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), Folkehøjskolernes forening i Danmark (Højskolerne) og Foreningen SPEJDERNE også med til at udvikle Ungdomsøen fremadrettet.