Annonce
Jelling Ugeavis

15-årige Mathis skriver kontrakt med FC Midtjylland

Mathis Konradsen ses her sammen med akademichef Flemming Broe. Foto: FC Midtjylland
Unge Mathis Konradsen med rødder i Jelling har indgået en kontrakt med de danske mestre fra FC Midtjylland.

Jelling/Herning: Hans helt store drøm er at spille for en fodboldklub i den engelske Premier League.

Nu er Mathis Konradsen fra Jelling kommet et godt skridt på vejen. Han har for nylig skrevet under på en akademikontrakt med de forsvarende danske mestre fra FC Midtjylland, som i øjeblikket indtager andenpladsen i 3F Superliga.

I et interview, der er bragt på FC Midtjyllands hjemmeside, fortæller Mathis Konradsen, at det er et stort øjeblik for ham.

- Jeg er helt vildt glad og stolt over at have skrevet under på kontrakten, og jeg glæder mig til at gå på akademiet, siger den 15-årige fodboldspiller til hjemmesiden.

- Til at starte med vil jeg gerne gøre det så godt på U17, så jeg forhåbentligt kan forlænget min aftale med Midtjylland på et tidspunkt. Jeg skal bare fokusere på at blive en bedre fodboldspiller hele tiden. Den helt store drøm er at spille i Premier League, udtaler Mathis Konradsen.

På fodboldbanen er Mathis Konradsen oftest at finde på højre back.

Annonce

Stort talent

Ifølge akademichef Flemming Broe er den unge jellingenser mentalt stærk og et stort talent.

– Mathis er et stort talent, som vi glæder os over at have fået papir på. Han har taget nogle flotte skridt – især i den seneste halvsæson – så det bliver utroligt spændende at se, hvordan han kan udvikle sig endnu mere. Han er mentalt stærk, og det er en vigtig værdi som fodboldspiller både på og udenfor banen. Inde på banen kommer han altid med stor power og udviser energi og overskud, siger Flemming Broe ifølge FC Midtjyllands hjemmeside.


Jeg skal bare fokusere på at blive en bedre fodboldspiller hele tiden. Den helt store drøm er at spille i Premier League.

Mathis Konradsen


Mathis Konradsen begyndte fodboldkarrieren i Jelling fS og har senere spillet for Middelfart og Brande IF, inden han skiftede til de midtjyske ulve.

Siden 2004 har det været et stort fokuspunkt for FC Midtjylland at udvikle unge spillere på akademiet i Ikast.

Klubben hævder at have Skandinaviens bedste fodboldakademi, hvilket den blandt andet begrunder i succesfulde spillere som Simon Kjær, Pione Sisto, Erik Sviatchenko og Paul Onuachu, der alle har været en del af akademiet, inden de blev solgt videre til internationale fodboldklubber.

Mathis Konradsen har ikke ønsket at medvirke i et interview med avisen. Derfor er citater og foto hentet fra FC Midtjyllands hjemmeside med tilladelse fra klubbens presseafdeling.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce