Hørup: Efter et halvt år uden en GLS Pakkeshop i 7300 Jelling, er der nu en ny spiller på banen.
Hun hedder Anita Fabrin Lauritsen og bor i Hørup på Bjerregårdsvej 2. Til daglig driver hun klinikken Fabrins Fodpleje på ejendommen, og det fortsætter hun med, selvom hun nu også skal til at varetage en GLS Pakkeshop.
- Fodplejeklinikken holder åbent om formiddagen og enkelte aftener, mens jeg udleverer pakkerne fra GLS om eftermiddagen, fortæller 46-årige Anita Fabrin Lauritsen.
Typisk er det i supermarkeder og detailbutikker, at man kan hente pakker fra distributionsfirmaerne GLS, Postnord, Bring og lignende. Men at en fodplejer nu også får mulighed for at levere den service, er ikke set før. I hvert fald ikke i GLS-regi.
- GLS har aldrig lavet en aftale med en som mig, men heldigvis har de været klar til at tænke lidt ud af boksen, siger Anita Fabrin Lauritsen med et smil.
Fuld fokus
Pakkeshoppen er indrettet i det rum, hvor Anita Fabrin Lauritsen siden 2017 har haft fodplejeklinik. I stedet skal hun nu pleje fødder i andre lokaler på ejendommen. Disse lokaler er ved at blive indrettet, så hun kan være klar efter påske, når fodplejere må genåbne efter tre måneders coronanedlukning.
- Det er vigtigt, at de to ting ikke bliver blandet sammen, så jeg har fuld fokus på kunderne i klinikken om formiddagen, og når der så er åbent om eftermiddagen i pakkeshoppen, er det der, jeg er, forklarer hun.
Anita Fabrin Lauritsen blev uddannet som lægeeksamineret fodplejer i 2016 og er medlem af brancheforeningen SADF - Sammenslutningen af Danske Fodplejere.
Idéen om at åbne pakkeshoppen har rumsteret nogle måneder, efter hun erfarede, at der ikke længere var dette tilbud i Jelling. Undervejs har hun fået nogle tips med på vejen fra Jennum Brugs, der hidtil har været det nærmeste sted til Jelling med udlevering af GLS-pakker.
- Jeg er selv opvokset i Jennum og kender Rikke (brugsuddeler i Jennum Brugs, red.) fra min folkeskoletid. Hun har hjulpet med et par gode råd til det at drive en pakkeshop, fortæller Anita Fabrin Lauritsen.
Den nye GLS-pakkeshop i Hørup har åbent mandag til fredag fra klokken 12 til 17.
Alsidig og serviceminded
Hvis du har set Anita Fabrin Lauritsen et andet sted før, kan det muligvis være, fordi du har købt en kop kaffe hos Kaffebaren på Rådhustorvet i Vejle.
- Jeg har arbejdet i Kaffebaren siden 2013. Jeg stod et sted i mit liv, hvor jeg havde brug for at skifte retning rent arbejdsmæssigt. Det er et fantastisk arbejde med mange stamkunder og hyggelige stunder, og jeg vil fremover være tilknyttet Kaffebaren som afløser, siger hun.
Oprindelig er hun uddannet sosu-assistent i 2006. Herefter arbejdede hun i tre år som planlægger og udkørende assistent fra Højagercentret i Jelling og senere tre år som distriktsleder i Vejle.
Siden 2014 har hun boet på Bjerregårdsvej i Hørup med Gert Gronemann Lauritsen, der er indehaver af Hørup VVS og Entreprenør. Til sammen har de fem voksne børn.
Som bonusinfo kan det nævnes, at hun også er Tupperware-forhandler.
- Jeg er serviceminded med stort s - uanset om det gælder pakkeshoppen, fodplejeklinikken eller forhandling af Tupperware-produkter, lyder det fra Anita Fabrin Lauritsen.
Anita Fabrin LauritsenDet er vigtigt, at de to ting ikke bliver blandet sammen, så jeg har fuld fokus på kunderne i klinikken om formiddagen, og når der så er åbent om eftermiddagen i pakkeshoppen, er det der, jeg er.