Annonce
Jelling Ugeavis

Bodils klumme: Både unge og ældre er afhængige af den fantastiske mobil

Århus Stiftstidendes grafiker og tegner, Jens Nex, lavede i 2017 denne tegning, som stadig er højaktuel i 2020. Tegning: Nex
Der er mange fordele ved mobiltelefonen, men den bidrager også til en trist udvikling, skriver Bodil Dupont i sin klumme.
Annonce

Jelling: Hvor er vi dog allesammen glade for vores mobiltelefon.

Det lille firkantede tekniske vidunder, som vi har med os overalt, og som kan være i bukse- eller jakkelommen, har i den grad ændret vores daglige liv og adfærd.

Da elektriciteten i sin tid blev installeret i alle hjem, blev det hurtigt en selvfølge at kunne trykke på kontakten - så blev der lys. Alle blev ret hurtigt afhængige af at have strøm, og det er vi stadig, meget afhængige endda. Alt går i stå omkring os, hvis elforsyningen svigter. Vi går bogstaveligt i sort og føler os totalt hjælpeløse.

Ingen lys, ingen varme, ingen tv og ingen varm mad. Tanken om, at hele vores elektriske system skulle bryde sammen, kan give os kuldegysninger. På samme måde er vi blevet så vante til, at vores mobiltelefoner virker (hvis vi husker at lade den op), så tanken om, at mobilnettet skulle bryde sammen, og vi en dag ikke har dækning nogensteder, vil for nogen være næsten lige så skrækkelig.

Klummeskribent Bodil Dupont
Annonce

Vi er alle med på vognen

Helt så afhængige, som vi er af at have strøm, er vi heldigvis ikke af vores mobiltelefoner, men det snerper derhenad.

Spørger vi unge mennesker om, hvad de nødigst ville undvære i hverdagen, vil jeg gætte på, at langt de fleste svarer: "Min iPhone."

Den er blevet lige så selvfølgelig en del af dem, som deres hoved er. Altid med overalt og kun slukket eller sat på lydløs ved ganske særlige lejligheder.

Vi har så let ved at sige til hinanden, at det er de store børn og de unge, der er blevet alt for afhængige af deres telefon. Det passer bare ikke. Vi er allesammen med på vognen, men os, der er oppe i årene, vil helst ikke indrømme, at vi er blevet så glade for den lille telefon i lommen, så det nærmer sig afhængighed.

Det virker pinligt og flovt at skulle indrømme det. Vi føler os bedrevidende, for vi har jo fulgt hele udviklingen fra den første mobiltelefon, der var på størrelse med en mindre kuffert, og som var en fantastisk mulighed for blandt andet redningspersonale.

Telefonen blev udviklet og blev gradvis mindre og mindre og på et tidspunkt også tilgængelig for ganske almindelige mennesker. Så købte vi den første mobil, og følte os meget med på tidens trend. Det var en telefon og ikke andet. Vi kunne ringe fra den, og der kunne ringes til os. Vi kunne også sende sms'er, men det var meget besværligt, for vi kunne dengang ikke taste ordene direkte, men skulle vælge et bogstav ad gangen og for eksempel trykke tre gange for at få bogstavet "k" frem på skærmen. Det blev meget korte beskeder, der blev sendt.

Nu har vi en telefon i lommen, der kan næsten alt. Vi kan bruge den som et leksikon, hvis vi har Google installeret, og foruden sms' er kan vi sende og modtage mails, fotografere, følge Facebook, høre musik, se tv, altid have de landsdækkende nyheder klar - og uendeligt meget mere.

Telefonen er i virkeligheden blevet en lille computer, som vi selvfølgelig elsker at have ved hånden eller i lommen - uanset hvor gamle, vi er.

Det er jo desuden helt fantastisk, at vi også har et glimrende kamera indbygget i telefonen, som er med os overalt. Der bliver taget billeder som aldrig før, og billederne kan straks sendes videre til andre. Hele familien kan på samme tid modtage fotografier af Lis og Kaj med deres børnebørn på besøg i Givskud Zoo.

"Dejligt for dem," tænker vi. "De ser ud til at have en god dag." Og så sletter vi både besked og billeder efter et par dage. Vi tager efterhånden alle vores billeder med telefonen, og synes det er nemt og sjovt og uden risiko, for vi sletter bare og tager billedet om igen, hvis det mislykkedes i første forsøg.

Annonce

Papirbillederne kan noget andet

Men åh! Hvor jeg savner de gammeldags papirbillede, som vi satte i albums og altid kunne tage frem og sidde og blade i. Vi har i hundredvis af dejlige fotografier liggende inde i vores computer og rigtig mange i vore mobiltelefoner, men vi får aldrig set på dem.

Det er selvfølgelig rart at vide, at vi stadig har alle billederne fra den uge, vi sejlede på Nilen, og dejligt er det også, at der ligger en hel serie fra vores barnebarns bryllup.

Hvis vi, som vi gjorde førhen, havde fået lavet rigtige papirbilleder og havde sat dem i album, ville de være tilgængelige for os, og vi kunne tage dem frem og vise dem til andre uden først at skulle finde dem frem på computerskærmen og derefter bede gæsterne stå i halvkreds i halvmørke inde på kontoret. Det gør vi ikke!

Derfor har vi ikke længere nogen billeder, der er umiddelbart tilgængelige, og venner og familie får aldrig set, hvor smukke bordene var dækket til Kristian og Mias bryllup. Det er jo egentlig en trist udvikling - og ikke et fremskridt, vi praler af. Hos os gør vi ihvertfald ikke.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce