Annonce
Jelling Ugeavis

Coronaprojekt: Fotograf forvandler faldefærdig lade til flot fotostudie

Fotograf Jacob Due har under coronatiden haft tid til at renovere en nedrivningstruet lade på ejendommen og lavet den om til et flot fotostudie. Foto: Mette Mørk
Reklamefotografen Jacob Due havde ingen opgaver i hele december. Tiden brugte han i stedet på at skabe sit eget fotostudie i en gammel lade.

Kollerup: Siden Jacob Due og hans kone overtog en landejendom ved Kollerup for seks år siden, var det drømmen at ombygge laden til et fotostudie.

Men tiden gik. Første prioritet var at renovere beboelsesbygningen, og undervejs blev de forældre til to piger, som i dag er tre og fem år.

Og så var tiden pludselig knap til også at kaste sig over den gamle lade, når planen var at gøre det meste af arbejdet selv.

Sådan så laden ud, da Jacob Due og hustruen overtog ejendommen. Udover fotostudie er der lavet bryggers i ladbygningen. Foto: Jacob Due

- Vi kom ingen vegne med et par frilørdage engang i mellem, fortæller Jacob Due, der er 32 år.

Han har arbejdet som selvstændig fotograf i over to år. Han har kontor ved Spinderihallerne i Vejle, men har længe haft et ønske om at have sit eget fotostudie derhjemme.


Som reklamefotograf har jeg ikke kun brug for et kamera. Der er masser af udstyr, lige fra forskellige stativer til lys og lignende. Nu er det hele samlet ét sted.

Jacob Due, Kollerup


Ligesom mange andre oplevede Jacob Due også en nedgang i antallet af opgaver, da coronakrisen ramte i februar og marts sidste år. Det frigav tid til at komme i gang med renoveringsprojektet.

- De første fem-seks uger, mens landet var lukket ned, havde jeg ikke så meget at lave, så jeg begyndte så småt på at renovere laden, fortæller han.

Annonce

Flere færdigheder

En stor del af hans fotojobs er for virksomheder i bygge- og arkitektbranchen. Denne branche har været relativt upåvirket af coronakrisen, så derfor har Jacob Due stadig haft opgaver at udføre for disse kunder fra april til september.

Men da vinteren kom og de gamle coronarestriktioner vendte tilbage, dalede fotoaktiviterne igen.

Fotograf Jacob Due har under coronatiden haft tid til at renovere en nedrivningstruet lade på ejendommen og lavet den om til et flot fotostudie. Foto: Mette Mørk

- I december havde jeg ikke en eneste opgave, og så gik det stærkt med fotostudie-projektet, siger Jacob Due.

Han er tidligere klejnsmed, så han har flair for de fleste håndværksmæssige opgaver. Det er derfor primært ham, der har stået for at lægge nyt trægulv, isolere, pudse vægge, lave spær og sætte loft op. Han har sågar muret en skorsten for at gøre det muligt at have en hyggelig pejs i rummet.

- Jeg kan selv, og så er jeg født optimist. Hele huset har nærmest set sådan ud, så vi har gjort det én gang tidligere, da vi flyttede ind, lyder det fra den alsidige fotograf.

Annonce

Meget mere end et kamera

For et par uger siden kunne Jacob Due indvie fotostudiet, som han eksempelvis kan bruge, når han skal lave produktfotografering for sine kunder.

- Det er fedt at have tiden til at få det lavet, selvom jeg nu hellere ville have lavet fotoopgaver for mine kunder, men nu står det her. Som reklamefotograf har jeg ikke kun brug for et kamera. Der er masser af udstyr, lige fra forskellige stativer til lys og lignende. Nu er det hele samlet ét sted og langt væk fra vores forgang, eller hvor det ellers kunne hobe sig op, siger han.

På sigt er der også mulighed for at holde kurser i fotostudiet for firmaer eller andre, der har brug for at tage gode billeder.

Efter en stille december og januar med tid til at omdanne laden til fotostudie har Jacob Due igen fået fotoopgaver "ude i marken". Blandt andet har han i denne uge været i Silkeborg for at fotografere Bugatti-racerbiler fra 1920'erne. Foto: Mette Mørk
32-årige Jacob Due har boet ved Kollerup de seneste seks år sammen med sin kone, der arbejder som læge. De har to børn. Foto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce