Annonce
Jelling Ugeavis

Dengang jeg var barn

Når sneen dækker byens bakker og høje, sætter ungerne gang i en Jelling-aktivitet med gamle rødder: Kælkning ned ad enten Sydhøjens 1000-årige sider eller øst for vejen Ved Slugten. Arkivfoto: Mette Mørk
Bodil Dupont tager hatten af for lærerne, børnene og teknologien, mens landets skoleelever modtager undervisning bag skærmen under coronanedlukningen. Og så kigger hun tilbage på den tid, hun selv var barn.

Klumme: Igen skal alle landets skolebørn sidde derhjemme ved skærmen og modtage den daglige undervisning.

Hatten af for lærerne, der er kommet på den vanskelige og krævende opgave, hatten af for børnene, der åbenbart klarer det godt trods ensomheden og savnet af kammerater, og hatten af for teknologien, der gør det muligt at sidde ved spisebordet hjemme i stuen og have rimelig god kontakt til sin lærer.

Hvis der var sket en lignende nedlukning, da jeg var barn, ville der slet ingen muligheder være for at blive undervist, med mindre mine forældre tog over. Det blev heldigvis aldrig nødvendigt.

Vi troede fuldt og fast på, at de vaccinationer, vi havde fået, ville værne os mod næsten alle sygdomme resten af vores liv. Nu skal vi allesammen vaccineres igen, og vi glæder os til det, for måske kan vi så i løbet af sommeren få vores normale liv tilbage. Det længes vi allesammen efter.

Annonce

En anden tid

Mon nogle af de yngste klasser har fået denne skriveopgave af deres dansklærer, som de har siddet derhjemme og haft kontakt med på skærmen? "Skriv og fortæl om dine julegaver".

Den opgave var meget brugt førhen, når børnene mødte i skolen lige efter nytår, men måske er den for uoverkommelig for mange børn i dag? Hvordan skal Freja dog kunne overkomme at fortælle om sine gaver, når hun fik 17 pakker juleaften ?

Jeg har en lille samling af mine skolehæfter og en del tegninger lige fra 1. klasse, til jeg fik realeksamen som 17-årig. Min mor havde gemt dem i en kasse på loftet, uden at jeg anede det, og da jeg selv stiftede familie og fik mit eget hjem, fik jeg overdraget kassen, som jeg værner meget om.

Klummeskribent Bodil Dupont, Jelling

De første fem år af min skoletid gik jeg kun i skole hver anden dag. Det var helt almindeligt på landet, hvor der kun var en enkelt lærer til at holde skole for de tre yngste klasser. En anden lærer havde de ældste klasser og efter syvende var det slut med skolen, og arbejdslivet kaldte. Hvis man da ikke var så heldig, som jeg var. Jeg kom på realskolen efter femte klasse.

Uden på et af de fine blanke hæfter med dobbeltlinjer fra min "skattekiste" står der: "Bodil Andersen 2. klasse". Med sirlig skråskrift har jeg skrevet følgende lille historie - det må have været i januar 1952:

"Stil.

Nu vil jeg fortælle om mine julegaver. Af min moder og min fader fik jeg en lampe til at læse over sengen og et kaffestel til dukkerne med blomster. Af mine to brødre fik jeg en tegneblok og farver. Af faster Katrine fik jeg en perlekrans og blå sløjfer til håret. Af faster Marie fik jeg fem kroner i et brev. Min moder fik en juleplatte. Det får hun altid. Jeg er glad for alle mine julegaver.

Slut."

Det lyder meget beskedent - ja ligefrem fattigt, når det bliver læst med nutidens briller på, men det var det bestemt ikke. Det var bare en helt anden tid.

Annonce

Alting var ikke bedre

Når nogen af og til påstår, at alting var meget bedre, da de var børn, er det efter min mening noget sludder. Jeg kan dårligt finde bare tre ting, der var bedre dengang.

Lige nu ser jeg ud på nogle glade børn, der har det herligt på Gorms høj. Højen er hvid af sne, og der bliver suset nedad i bobslæder. De har selvfølgelig det helt rigtige vintertøj og de helt rigtige støvler på. Vind- og vandtæt og gennemforet, så ingen bliver våde og forkomne. Sikke et fremskridt fra dengang vanterne var hjemmestrikkede og støvlerne var gummistøvler med et par ekstra sokker i.



Hvis der var sket en lignende nedlukning, da jeg var barn, ville der slet ingen muligheder være for at blive undervist, med mindre mine forældre tog over. Det blev heldigvis aldrig nødvendigt.

Bodil Dupont



Vi havde det mindst lige så sjovt i sneen, men hold da op, hvor vi frøs fingre og tæer, og det lugtede ikke godt, når alt det våde uldtøj skulle tørre ved kakkelovnen om aftenen.

Jeg håber, alle de hjemmeunderviste børn har haft tid til at komme ud i sneen. Vi har jo næsten ikke sne herhjemme mere, så det skal udnyttes straks, for det bliver nok ikke liggende.

Nej, da jeg var barn, kunne vi roligt ønske os en slæde eller skøjter i julegave. Vi havde nemlig ALTID masser af sne og frost om vinteren ...... så vidt jeg da husker.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce