Annonce
Jelling Ugeavis

En 50'er kan blive til køkkenhave i Kenya: Jelling Sogn bakker op om indsamling

På grund af coronapandemien må indsamlingsbøsserne igen i år blive i skabet, og i stedet opfordres danskerne til at støtte verdens fattigste digitalt. PR-foto: Folkekirkens Nødhjælp

Jelling: Den klassiske indsamling fra dør til dør rimer ikke på coronarestriktioner.

Men selv om Folkekirkens Nødhjælp for andet år i træk må droppe den traditionelle måde at samle ind på, er det stadig planen at skaffe penge til verdens fattigste.

Således bliver indsamlingen digital - og alle kan være med. Et valgfrit beløb kan doneres via sms, Mobilepay eller kreditkort, mens det er også muligt at oprette sin egen digitale indsamling eller være en del af Jelling Sogns indsamling.

Folkekirkens Nødhjælp samler penge ind til mennesker i verdens fattigste lande, der lige nu lider under corona og samtidig er hårdest ramt af klimaforandringerne. Organisationen understreger, at alle beløb gør en forskel og nævner et eksempel:

- 50 kroner kan for eksempel blive til en lodret køkkenhave til en familie i Kakuma-flygtningelejren i Kenya. Når grøntsagerne vokser opad, er der plads til mere mad på et begrænset areal. Det kan være spinat eller kål, som sikrer en hel familie næring. Der er behov for nye løsninger, så vi kan redde liv, når klimaforandringerne rammer, fortæller Folkekirkens Nødhjælp.

Indsamlingen er begyndt og varer frem til og med 14. marts.

Flere informationer kan findes på hjemmesiderne for Jelling Kirke eller Folkekirkens Nødhjælp.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce