Annonce
Jelling Ugeavis

Få en kold dukkert: Friluftsbadet åbner for vinterbadning

- Hvis man ikke har prøvet vinterbadning før, er Jelling Friluftsbad et godt sted at begynde, mener driftsleder Lars Mikkelsen (til venstre) fra Vejle Kommune og livredder Kevin Osberg. Foto: Anders Kynde
Nyt tilbud i Jelling Friluftsbad giver mulighed for vinterbadning under mere luksuriøse forhold, end hvad hav og søer kan tilbyde.
Annonce

Jelling: Normalt er en sæson i Jelling Friluftsbad ikke længere end fire måneder. Men det er der nu lavet om på.

Som noget nyt tilbydes der nemlig vinterbadning i det store bassin på Mølvangvej. Bassinet er ikke varmet op, og temperaturen falder dermed i takt med vejrets temperatur de kommende måneder – lidt ligesom vinterbadning i fjorden, i søen eller hvor man ellers tager hen for at få en kold dukkert om vinteren.


Når jeg tænker vinterbadning, er det noget med is og havvand, men det behøver det jo ikke nødvendigvis at være. Hvis man er ny, er det her et godt sted at starte.

Kevin Osberg, livredder


I første omgang er der åbent tre tidspunkter i løbet af ugen. Det gælder tirsdag fra klokken 16 til 19, torsdag fra klokken 9 til 11 og søndag fra klokken 11 til 15.

- Vi ved, der er et grundlag for vinterbadning. Det handler mere om at finde de rigtige tidspunkter, så hvis der er stemning for andre åbningstider, vil vi prøve at tilpasse dem, oplyser Lars Mikkelsen, der er teknisk ansvarlig for svømmebassinerne i Vejle Kommune, som ejer Jelling Friluftsbad.

Når det er mørkt, tændes projektørerne i Jelling Friluftsbad. Foto: Kevin Osberg

I øjeblikket er temperaturen på lidt omkring 18 grader i Jelling Friluftsbad.

- Men den falder stille og roligt hen over vinteren. Vi tilfører ikke varme, udover hvad solfangerne kan producere, så hvis solen skinner, kan temperaturen stige en smule igen på grund af solfangerne, som opvarmer vandet. Vores pumper kører alligevel hele året rundt for at holde vandet klart, så for os er der som sådan ikke nogen ekstra udgifter ved at åbne bassinet for vinterbadning, siger Lars Mikkelsen, der forventer, at vandets temperatur ryger ned på omkring fem til otte grader i løbet af vinteren.

Annonce

Flere fordele

I Jelling Friluftsbad er der altid en livredder til stede, når der er åbent.

En af dem er Kevin Osberg, som startede som livredder for 20 år siden og har holdt ved lige siden. I dag er han gået på efterløn, men har bevaret livredder-tjansen som fritidsjob.

Der er tændt op i den finske sauna, hvis man har brug for at få varmen efter en dukkert i friluftsbadet. Foto: Anders Kynde

- I starten var jeg lidt skeptisk over for idéen med vinterbadning i friluftsbadet. Når jeg tænker vinterbadning, er det noget med is og havvand, men det behøver det jo ikke nødvendigvis at være. Hvis man er ny, er det her et godt sted at starte, siger Kevin Osberg og oplister en række fordele:

- Vi kan tilbyde rent vand, livredder, omklædningsrum og ikke mindst en dejlig, varm sauna, nævner han.

Annonce

Blandet sæson

Jelling Friluftsbad kan se tilbage på en sæson, der var præget af coronarestriktioner. For eksempel kunne badet først åbne en måned senere end planlagt. Til gengæld var der masser af gæster i sommermånederne.

- Der har været run på. Vi måtte have 245 gæster ad gangen på grund af afstandskravene. Mange dage kunne vi dog sagtens have været mange flere, hvis vi måtte lukke flere ind, fortæller Lars Mikkelsen.

Omklædningsrummene er blevet renoveret i løbet af de seneste år. Foto: Anders Kynde

- Jelling Friluftsbad har opbygget et rigtig godt ry, og vi har blandt andet oplevet, at der kommer gæster helt fra Horsens, Aarhus eller Esbjerg, siger han.

Han oplyser, at friluftsbad er blevet besøgt af godt og vel 8000 gæster indtil videre i år. Dertil har der været 1500 skoleelever.

- Det er et stykke under en gennemsnitlig sæson, som er på 12.000-13.000 gæster. Rekordåret var for tre år siden i 2018, da vi havde en fantastisk sommer med 26.000 gæster, siger Lars Mikkelsen.

Vinterbadning i Jelling Friluftsbad gælder fra 1. oktober 2020 til 30. april 2021.

Der, hvor svømmebassinet er dybest, er vandet 3,80 meter dybt. I den anden ende er der 1,20 meter dybt. Foto: Anders Kynde
Et kig ind i teknikrummet. Foto: Anders Kynde
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Jelling Ugeavis

Tysktime i biografen

Jelling Ugeavis

Jazzmusik i Bredsten Kirke

Annonce