Jelling: 30 minutter på to ben eller to hjul - og så skal du nå så mange runder som muligt.
Det var opgaven for eleverne i 7. klasse på Jelling Friskole onsdag i sidste uge. De havde arrangeret deres eget sponsorløb, efter at de havde deltaget i det landsdækkende projekt Ungdomsværn, som støtter anbragte børn og unge i Danmark.
Enten kunne eleverne vælge at gå eller løbe rundt om Smededammen eller stige op på cyklen og trampe i pedalerne på grusstien rundt i monumentområdet.
Blandt deltagerne var 13-årige Amalie Iskov og 12-årige Sille Christensen.
- Vi synes, det er vigtigt at støtte en god sag og hjælpe andre børn, som har det svært, lød det fra Amalie Iskov.
- Det er meget hårdt ikke at se sin mor og far, og jeg kunne slet ikke forestille mig en hverdag uden mine forældre, supplerede Sille Christensen.
Muleposer
Også 13-årige Oscar Egelund var med til sponsorløbet. Han fortæller, at eleverne tilmed havde solgt muleposer i ugens løb med det formål at sende pengene videre til projektet.
- Vi har i hvert fald lært, at hvis ikke vi får vores vilje, skal vi bare tænke på de anbragte børn, og hvordan det er for dem, sagde han.
Det var primært elevernes venner og familie, der havde sponsoreret deltagerne.
Da den halve time var gået, kunne de konstatere, at det indsamlede beløb endte på 2.225 kroner.
Amalie Iskov, 13 årVi synes, det er vigtigt at støtte en god sag og hjælpe andre børn, som har det svært.