Annonce
Jelling Ugeavis

Jelling Ugeavis kigger frem mod de kommende 10 år

Journalist Anders Kynde er ikke i tvivl om, at der også i 2030 vil være brug for lokaljournalistik i Jelling. Spørgsmålet er mere, hvor og hvordan historierne skal formidles. Foto: Jørgen Flindt
2019 er blevet til 2020, og vi er netop gået ind i et nyt årti. I denne avis skuer vi ud i fremtiden og har bedt forskellige virksomheder og foreninger fra lokalområdet om at dele idéer og tanker for det nye årti.
Annonce

Jelling: Ved et årsskifte plejer det at være kutyme at kigge tilbage på året, der gik, men også at se frem på det nye år og hvad det vil bringe af oplevelser.

Nogle vælger at lave et nytårsforsæt, som de fleste tilfælde handler om en sundere livsstil eller måske at leve mere nærværende. Andre har som nytårsforsæt, at de ikke vil have et nytårsforsæt...

I anledningen af begyndelsen på et nyt årti, 2020'erne, fokuserer vi på Jelling Ugeavis ikke bare på det nye år, men kigger i stedet frem på de 10 kommende år. Hvad ser vi frem til? Hvad skal udvikles? Og hvorfor er der stadig brug for os om 10 år?

Disse spørgsmål har vi sendt rundt til en række virksomheder og foreninger i Jelling og omegn. Vi har fået svar tilbage fra 10 af dem, og vi bringer her i Jelling Ugeavis deres bud på, hvordan 2020'erne kommer til at se ud - set fra deres synspunkter.

Svarene kan læses på de kommende sider her i avisen. De kan ligeledes findes på Jelling Ugeavis' hjemmeside.

Annonce

De næste 10 år på Jelling Ugeavis

I den forbindelse vil det også være på sin plads, at Jelling Ugeavis-redaktør Anders Kynde selv svarer på de tre spørgsmål. Så det gør vi hermed:

1) Hvad ser vi frem til de næste 10 år?

Først og fremmest ser vi frem til fortsat at fortælle om livets gang i Jelling i ord og billeder - og forhåbentlig også mere igennem video. Vi glæder os til at være fluen på væggen, når der skal bygges nyt, når nye tiltag præsenteres eller når interessante menneskehistorier skal fortælles. Men vi er ikke bare en flue på væggen, vi er også aktive medspillere i at få formidlet de gode historier i lokalområdet til gavn for befolkningen. Dog er alt ikke godt og rosenrødt, så vi er der selvfølgelig også, når de knap så positive historier skal frem i lyset.

2) Hvis vi fik 10 millioner kroner til udvikling – hvad skulle de så bruges på?

Vi vil leje et redaktionslokale i Jelling for at komme endnu tættere på læserne og blive mere tilgængelige. Vi vil ansætte en ekstra medarbejder, så kvaliteten kan få et ekstra løft. Vi vil arrangere events, der kan skabe et læserfællesskab om at blive klogere på Jelling og historien bag journalistikken. Vi vil udstille vores journalistik på kreative måder i byrummet, så blandt andet turister også kan få et dybere indblik i byen.

3) Hvorfor er der stadig brug for os om 10 år?

Selvom lokalaviser generelt har det svært i øjeblikket, er jeg ikke i tvivl om, at der til alle tider vil være brug for lokaljournalistik i Jelling. I en verden, hvor mængden af informationer og tilbud virker grænseløs, er der brug for et troværdigt medie, der giver overblik og fordybelse.

Om det fortsat udkommer i en fysisk avis, eller om det formidles udelukkende på nettet, ved jeg ikke. Måske lokaljournalistikken præsenteres gennem lyd? Måske det vises i dine Google Glass? Mulighederne er mange, og mon ikke der er opfundet en ny og smart løsning i 2030...

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce