Annonce
Jelling Ugeavis

Køer behøver ikke bekymre sig for corona

Jysk kvæg ved Fårup Sø. Privatfoto
Om kort tid vil køerne igen skabe liv på Jellings enge og overdrev, mens de græsser og tygger drøv uden at bekymre sig om faldende biodiversitet, co2-udledning og corona. Det behøver de heller ikke, for køer i naturen er en af løsningerne på alle tre udfordringer, mener en kogræsserkoordinator.

Jelling: Kvæg på enge og overdrev over hele Vejle Kommune sørger for at afgræsse vores fineste natur. Det er områder, som aldrig har været dyrket eller som har ligget hen så længe, at de vilde blomster har indfundet sig igen.

- Det er helt nødvendigt, at områderne bliver afgræsset for at holde de høje græsser nede, så der bliver lys til de små og ofte sjældne vilde blomster. Samtidig lægger køerne også en kokasse hist og her, hvilket sikrer liv til en masse biller og svampe, der indgår i et sindrigt samarbejde med planter og fugle. Køernes hove skaber nye plantebede, og fluerne, som koens hale vifter væk fra ørerne, er helt nødvendige, for at eksempelvis engkabbelejen kan blive bestøvet, fortæller Britta Edelberg, der er koordinator for kogræsserforeninger i Vejle Kommune.

Annonce

Forskel på oksekød

Danskernes kærlighed til oksekød skældes dagligt ud for at give en meget stor co2-belastning. Men i medierne kommer det sjældent frem, at noget oksekød belaster mere end andet, mener Britta Edelberg.

- Dyrene i naturen spiser kun græs og urter og får ikke kraftfoder, der ofte er baseret på import af soja, som dyrkes i fældede regnskovsområder. Når køerne græsser, træder de planterne ned under overfladen, og der dannes humus, som herved indlejrer co2. Endelig får tyrekalve et godt liv i naturen i stedet for hurtig aflivning, og det er en klimavenlig måde at udnytte ressourcerne på. De fleste vilde store dyr, der tidligere sørgede for at afgræsse i naturen, er i dag fordrevet, og man kan sige, at kvæget i dag overtager en vigtig rolle for at fastholde den oprindelige biodiversitet, forklarer hun.

Annonce

Kan forebygge pandemier

Ifølge Britta Edelberg kan naturkød være med til at forebygge pandemier

- Naturen er trængt over hele verden. De vilde dyr mangler føde og levesteder og bevæger sig derfor ind i landbrugsområder. Her har smittespredning af vira fra dyr til mennesker fået gode forhold globalt, også fordi produktionsdyr lever tæt, og fødevarerne sendes rundt over hele jorden. I modsætning til dette sikrer græsning i naturen, at borgere kan købe lokalt produceret oksekød fra kreaturer, der lever et frit liv på enge og overdrev, mener hun.

Annonce

Kom med i din lokale kogræsserforening

Lokalt findes Jelling Kogræsserforening, som eksempelvis kan være en aktivitet for hele familien.

- Man skal afsætte tid til en kort travetur syv dage i sommerhalvåret, hvor man besøger jeres indhegning og tilser, at alle dyr er i indhegningen, at der er strøm på hegnet og adgang til vand. Besøget lokker jer ud af huset og ud i den friske luft uanset vejret. Hvis hunden er i snor, kan man tage den med på turen, oplyser Britta Edelberg.

Som medlem af Jelling Kogræsserforening kan man blandt andet få adgang til at købe kødet. Privatfoto

- Gennem foreningen kan man få adgang til at købe kødet, tilføjer hun.

For at høre nærmere om Jelling Kogræsserforening kan man hive fat i kontaktperson Astrid Glans på telefonnummer 25380503.


Det er helt nødvendigt, at områderne bliver afgræsset for at holde de høje græsser nede, så der bliver lys til de små og ofte sjældne vilde blomster.

Britta Edelberg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce