Annonce
Jelling Ugeavis

Klumme: Det, der sker i dag, kan ændre sig i morgen

Anders Kynde, journalist på Jelling Ugeavis
Den tudsegamle kliché om at tage en dag ad gangen har aldrig været mere aktuel. For det er vitterligt svært at gøre andet i disse corona-tider.
Annonce

Jelling: - Det svar, vi melder ud i dag, gælder nok ikke i morgen.

Sådan sagde Lene Køhler, formand for Byens Café i Jelling, da jeg onsdag aften 11. marts spurgte hende, om caféen ville lukke ned og følge myndighedernes anbefalinger.

Et citat, der er meget rammende for den udvikling, vi har været vidne til de seneste uger. En udvikling, som ingen på nogen måder havde forestillet sig. Dag for dag har myndighederne foretaget tiltag, der har forandret vores hverdag mere end nogensinde før.

Personligt havde jeg for to måneder siden samme tanke om coronavirus som eksempelvis ebolavirus. Det er frygteligt og forfærdeligt for dem, som det går ud over i Asien og Afrika, men det kommer jo ikke til at påvirke min frie og trygge hverdag her i Danmark.

Men nu er den her, coronavirussen. I skrivende stund er over 800 danskere bekræftet smittet, men det reelle tal er nok langt højere.

Hvor medierne i flere måneder blev beskyldt for at overreagere i forhold til coronavirussens spredning i verden, har virussens udvikling og påvirkning på et samfund overgået enhvers forstand – også mediernes.

Men vi gør det bedste, vi kan. Medierne, sygehusene, beredskabet, politikerne og mange andre. For lige nu er nogle af disse fagområder vigtigere end nogensinde før.

Og hvordan reagerer danskerne så? Stort set alle følger myndighedernes tiltag og viser samfundssind. Heldigvis. Men vi oplevede også, at da der blev sagt, at vi IKKE skulle hamstre dagligvarer i butikkerne, gjorde mange det stik modsatte. Desværre også i Jelling. Her er det vigtigt, at vi stadig viser samfundssind og er klar med tilgivelse.

Coronavirus og Jelling Ugeavis

  • Efter myndighedernes udmelding om at lukke ned for skoler, beværtninger og lignende steder, hvor mange mennesker er samlet, har vi modtaget adskillige henvendelser om lukninger og aflysninger.
  • Derfor bringer vi ikke de enkelte aflysninger her i Jelling Ugeavis, da nærmest alt er aflyst eller udsat de kommende uger.
  • Det vil altså sige, at havde du regnet med at tage til generalforsamling eller koncert den kommende tid i Jelling og omegn eller resten af landet for den sags skyld, ja, så er det højst sandsynligt udskudt.
  • I skrivende stund er der lokalt stadig åbent i dagligvarebutikkerne Rema 1000, Netto og Superbrugsen, ligesom specialbutikkerne også fortsætter driften. Nogle spisesteder har valgt at lave mad som takeaway.
Annonce

Kæmper for overlevelse

Der er ingen tvivl om, at det vigtigste i denne situation er at redde menneskeliv, passe på de syge og svage samt mindske virusspredningen.

Men vi skal også huske på, at der er erhvervsdrivende og institutioner, som er hårdt ramte i disse tider. Det gælder lige fra Jellings små butikker til den selvstændige korleder eller højskolen ude på landet. Her tænker jeg specifikt på Brandbjerg Højskole, som i disse dage kæmper for at undgå konkurs.

Og for at vende tilbage til Byens Café, så blev der et par timer efter statsministeriets pressemøde onsdag aften meldt ud, at caféen fortsat ville holde åben.

Men 16 timer senere kom en ny melding fra caféen: Vi lukker alligevel.

- Vi var nødt til at få styr på de allerede planlagte arrangementer i caféen, inden vi kunne fortælle, at caféen ville lukke, sagde Lene Køhler.

En helt forståelig proces og beslutning. Dermed fik hun helt ret: Det svar, der meldt ud i går, gælder ikke i dag.

Og sådan må vi leve med, at der kan blive flere ting, vi kunne foretage os i går, som vi ikke kan foretage os i dag.

Lige indtil det hele forhåbentligt går den anden vej igen.

I sidste uge lukkede store dele af Danmark ned. Det gjaldt også i Jelling. Fotos: Anders Kynde
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Jelling Ugeavis

Så er der igen senioridræt

Jelling Ugeavis

Café Sejd Kop 2020 afgjort

Annonce