Annonce
Jelling Ugeavis

Flygtninge på højskole: Efter over et år i Danmark er det først nu vi har lært hvem danskerne er

Asylansøgerne lærte noget om livet på en dansk højskole, og højskoleelever lærte noget om livet på et asylcenter i Danmark. Privatfoto
I fire dage har syv flygtninge fra asylcentret i Jelling oplevet den helt særlige ånd, man finder på en højskole.
Annonce

Jelling/Askov: "Selvom jeg har boet på asylcenteret i Jelling i over et år, så er det som om, at det først er nu, at jeg lærer Danmark og danskerne rigtigt at kende."

"Efter halvandet år på asylcenter i Danmark var det først denne uge, jeg følte, jeg reelt var i Danmark, fandt ud af hvad Danmark var, og hvem danskerne er."

Sådan lød nogle af reaktionerne, da asylansøgere fra Jelling Asylcenter forleden var på et fire dages ophold på Askov Højskole ved Vejen. Her indgik asylanterne i højskolelivet på samme vilkår som skolens øvrige elever i en hverdag, der lignede en almindelig uge på højskole med fag, sangtimer, morgensamling og aftenhygge.

- Højskolen havde tilrettelagt et spændende program, hvor eleverne fik mulighed for at snuse til de forskellige liniefag og valgfag. Især robotteknologi og journalistlinjen fangede dem, og de havde lyst til at skulle være der længere og selv prøve kræfter med fagene, fortæller Brit Bagger, international medarbejder ved Jelling Sogn.

Asylansøgerne lærte noget om livet på en dansk højskole, og højskoleelever lærte noget om livet på et asylcenter i Danmark. Privatfoto
Annonce

Backgammon og venskaber

Brit Bagger var med til at afvikle højskoledagene i samarbejde med højskolen, asylcentret og Haderslev Stift.

- Der var mange mindeværdige øjeblikke, som gjorde mig taknemmelig for at være med til at dette ophold kunne være muligt. For eksempel når de på tværs af kulturer sad med hovederne tæt sammen om aftenen og sang med på playlistens hits, mens de lagde puslespil eller spillede backgammon, siger Brit Bagger.

Fra asylcentret var koordinator og lærer Marianne Quist også med på Askov Højskole.

- Beboerne har været så glade, knyttet nye venskaber og lært en masse om hinandens kulturer. De har fået nuanceret deres viden om kultur og danskere, og de har lært en masse om forskelligheder blandt danskerne. Da jeg hentede dem, følte jeg i minibussen på vej hjem, at jeg var mor til syv højskoleelever, som grinede og fnisede hemmelighedsfuldt over deres sene nattehygge med de andre højskoleelever og fortalte små anekdoter fra dagene på højskolen, beretter Marianne Quist.

I sidste uge var det så nogle af eleverne fra Askov Højskole, der besøgte de nye venner på Jelling Asylcenter.

- Det var et hyggeligt gensyn, og det var fantastisk at se reaktionen, da en 18-årig asylansøger fortalte, at han netop havde fået opholdstilladelse. Højskoleeleverne delte hans glæde og gav ham kæmpe krammere, og der var rygklasken og blanke øjne, fortæller Brit Bagger.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce