Annonce
Jelling Ugeavis

Kunstgave til Byens Hus: Tre stykker træ pryder nu væggen

I anledningen af 10-års jubilæet i Byens Hus er der skænket et større kunstværk, lavet af den lokale kunstner Søren Bjælde.
Annonce

Jelling: Godt nok satte coronaen en stopper for den store fejring af 10-års jubilæet i Byens Hus i lørdags.

Men det forhindrede ikke Byens Kunst i at skænke en gave til Jellings kulturhus, hvor kunstforeningen holder til på første sal.

Derfor mødte en gruppe frivillige fra Byens Kunst i sidste uge op i huset for at opsætte et kunstværk, der er lavet af den lokale kunstner Søren Bjælde.

Træplankerne kan give associationer til præparerede trærester fra middelalderen og vikingetiden. Foto: Anders Kynde

- Baggrunden for at give en fødselsdagsgave til Byens Hus er dels, at vi som kunstforening har fået udstillingsplads og værkstedsmuligheder i huset, og dels, at vi måtte coronaaflyse vores forårsudstilling og dermed kunne bruge sparede udstillingsudgifter til denne gave, fortæller Lars Nørgaard, bestyrelsesmedlem i Byens Kunst.

Annonce

Abstrakt

Kunstværket består af tre stykker træ. To lange og et rundt stykke. Med en stiksav er de udskåret i træplanker, herefter pudset og overfladebrændt for at få årerne frem, inden de til sidst er behandlet med olie.

- Værkerne er betydningsmæssigt neutrale i den forstand. at det ikke er eksempelvis billeder, der fortæller om en rejse til Irland, som ellers er karakteristisk for Søren Bjældes farverige træsnit og malerier, forklarer Lars Nørgaard.

Søren Bjælde står bag kunstværket. Foto: Anders Kynde

- De er grafiske, abstrakte figurer med mange associationer til for eksempel afrikansk kunst eller præparerede trærester fra middelalderen og vikingetiden, som kan ses på museer. Vi synes, de passer ind i Jelling som historisk by.

Søren Bjælde

  • Født i 1952
  • Bor i Jelling
  • Uddannet kemiker og historiker
  • Arbejder med alt fra keramik til grafik, udsmykninger, maleri og illustrationer
  • Udstillinger i en lang række lande udover Danmark, heriblandt Tyskland, Ukraine, USA, Sydkorea og Indien
Der skulle en lift til, for at trækunsten kunne hænges på plads. Foto: Anders Kynde

- Faktisk er det lavet tilbage i 2011. Vi vidste, at Søren Bjælde havde nogle større ting liggende, som ikke var udstillet nogen steder, så vi har købt tre af stykkerne af ham, siger han.

Søren Bjældes kunstværker hænger nu på den høje væg ved Byens Café og Byens Kunst.

Byens Kunst hed oprindeligt Jelling Kunstforening og blev stiftet i 1982. Foreningen skiftede navn i forbindelse med flytningen til Byens Hus i 2014, efter at man var blevet hjemløs, da Kongernes Jelling skulle bygges om.


Vi synes, de passer ind i Jelling som historisk by.

Lars Nørgaard, Byens Kunst
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Jelling Ugeavis

Tysktime i biografen

Jelling Ugeavis

Jazzmusik i Bredsten Kirke

Annonce