Annonce
Læserbrev

Liv i lokalhistorien: Kroen der var ramt af sygdom og tidlige dødsfald

Annonce

Vindelev: Denne gang bevæger vi os væk fra Jelling by og drager til Vindelev. Som alle andre landsbyer med respekt for sig selv og med en vis gennemgangstrafik havde også Vindelev sin egen kro. Siden 1976 har kroen fungeret som et kulturelt kraftpunkt med udgangspunkt i Knud Nielsens kunst.

Men kroens historie er længere end som så og strækker sig i hvert fald tilbage til midt i 1800-tallet. På vores udvalgte billede er vi i 1911. Kromand Anders Pedersen står stolt ved siden af kusk og vogn. Det er smukt, stilfuldt og en smule alvorligt. Anders Pedersen giftede sig i 1898 med Clausine Frederikke Grube. Hun var datter af den daværende kromand Claus Hansen Grube. Anders Pedersen giftede sig således ind i kroslægten, men hans ægteskab med Clausine blev kort. Allerede i 1904 døde hun efter lang tids sygdom og efterlod sin mand sønnen, den toårige Roy, samt en uægte søn, Alexander, på ti år. Da Clausine døde, begravede den overlevende gamle far sit femte og sidste barn. Vindelev Kro havde været hårdt ramt af sygdom og for tidlige dødsfald.

Anders Pedersens stod således i 1902 med to små børn og en gammel svigerfar, som han skulle tage sig af. Dertil kom kroens drift og et lille landbrug, der hørte til kroen. Han giftede sig aldrig igen, men sørgede for god hjælp udefra. Dels ansatte han en husbestyrerinde, som også var sygplejerske. I 1911 var ligeledes hans søster, Inger Lose, flyttet ind med to halvvoksne døtre, der også kunne hjælpe til.

Har du tilføjelser til historien eller andre gode inputs, kan du kontakte det lokalhistoriske arkiv. Billedet er udlånt af Jelling Lokalhistoriske Arkiv

Liv i lokalhistorien

I samarbejde med Jelling Lokalhistoriske Arkiv bringer vi jævnligt et kort tilbageblik i den lokale historie.

Arkivets dækningsområde er Jelling, Kollerup-Vindelev og Hvejsel sogne.

Billederne er udvalgt af arkivet, som holder til i Byens Hus, Møllegade 10 i Jelling.

Det holder åbent hver tirsdag fra klokken 10 og 14. Det kan kontaktes på telefon 7681 2013 eller mail jellingarkiv@vejle.dk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce