Annonce
Jelling Ugeavis

Ny motionsrute for hele familien

Motion er sundt, og finder det sted i Haraldskærs smukke natur bliver det ikke meget bedre. PR-foto
Trænger du til at komme i gang igen efter for mange dage på hjemmekontoret? Vejle Kommune klar med en motionsrute, hvor du undervejs bliver udfordret med en række træningsvideoer, hvor FysioPlan guider dig igennem forskellige øvelser.
Annonce

Vejle: Vejle Kommune er fuld af skøn natur, som hele familien kan komme ud og bevæge sig i. Men nogle gange kunne man godt ønske sig, at den sædvanlige gåtur i skoven blev spicet lidt op. Derfor er Vejle Kommune nu gået sammen med FysioPlan og Styrk din krop om at skabe en motionsrute for alle, der har lyst til at blive bevæget på en lidt anderledes måde. Motionsruten løber gennem det smukke Haraldskær, hvor man på den 2,5 km lange tur vil blive mødt af 14 forskellige udfordringer. - For nogen er idræt og fysisk aktivitet en naturlig del af hverdagen, mens det for andre føles uoverskueligt. Derfor har det været vigtigt for os at skabe en rute, som er sjov for alle at deltage i. Her handler det ikke om, hvorvidt du præsterer godt eller dårligt, men om at du får bevæget dig og har det sjovt - og meget gerne sammen med din familie, ven eller nabo, siger Dan Arnløv Jørgensen, formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Vejle Kommune, i en pressemeddelelse.

Annonce

Frem med smartphonen

Ved hver af de 14 poster er der en QR-kode, man skal scanne, hvorefter man får vist en træningsvideo på sin smartphone. Øvelserne i videoen er udført af en fysioterapeut fra FysioPlan, så man kan være sikker på at få de nødvendige råd med for at kunne lave øvelserne rigtigt. Vil du gerne udføre motionsruten uden din telefon i hånden, så er øvelserne også beskrevet på de laminerede kort, der hænger ved hver post. - Det har været vigtigt for os at skabe en motionsrute af høj kvalitet, hvor du undervejs bliver guidet af kompetente fysioterapeuter. Jeg tror, at motionsruten vil være et rigtig godt alternativ til dem, der i disse tider er afskåret fra deres sædvanlige idræt i foreningslivet, og vores ambition er at skabe flere motionsruter rundt omkring i kommunen, siger Knud Erik Hansen, formand for EliteVejle. Motionsruten ved Haraldskær er blevet til i et samarbejde mellem EliteVejle, Bevæg dig for livet, FysioPlan, Styrk din krop og Natur & Friluftsliv/Teknik og Miljø i Vejle Kommune, og er indtil videre åben frem til og med sommerferien.

Læs mere og find motionsruten på Vejle Kommunes hjemmeside www.vejle.dk/motionsrute/

/larsen

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce