På søndag 8. december indtager spritnye elbusser København og Frederiksberg, når linje 2A og 18 skifter dieselos ud med ren el. Det er det første skridt frem mod 2025, hvor København udskifter alle byens dieselbusser med grønne elbusser.
Københavns Kommune og Movia markerer den miljøhistoriske dag på Rådhuspladsen kl. 13-15, hvor bl.a. overborgmester Frank Jensen klipper den grønne snor til byens nye elbusser. Der er kaffe, kakao og rig mulighed for at sidde i førersædet på en af de nye elbusser - og tage en chaufførselfie. Trafikglade børn kan sammen med erfarne chauffører gøre de to udstillede elbusser klar og få et grønt elbuskørekort med deres eget foto på.