Annonce
Tonnys Klumme

Det forpestede drengetoilet på Ellebjerg Skole

Ellebjerg Skole i 1950'erne. Foto: Kgs. Enghave Lokalhistoriske Arkiv
Annonce

Man skulle være i besiddelse af et kraftigt element af dødsforagt for at begive sig ind på drengetoilettet. Det var ikke fordi, det var farligt i sig selv, men duften kunne tvinge selv livskraftige spyfluer til jorden.

Et åregammelt koncentrat af tusindvis af drenges efterladenskaber, der var så tyk, at man på det nærmeste skulle skære sig igennem for at nå frem til sit bestemmelsessted, hvad enten det, man skulle aflevere, var stort eller småt. Man skulle kæmpe sig igennem, som gennem en tæt tåge.

Iblandet denne stærke fækale duft, var der iblandet et andet duftspor, cigaretrøg. Det var tydeligt, at her blev der brændt tobak af. Det var blandet tobak, ikke den rene røg af nyrullede cigaretter men et miks af forskellige sammenblandede produkter, hvis oprindelse skjulte sig i det dunkle.

Et var når man “bare” skulle levere en tår. Det kunne man klare enten ved at holde vejret eller tage tilløb og skynde sig så hurtigt som muligt. Men skulle man rigtigt på toilettet, var det en helt anden sag, så var det ikke alene stanken, som kunne gøre det uudholdeligt, men også de lidt mere hærdede elever, som kunne holde stanken ud, der var udfordringen.

Tonny Munnecke. Foto: Kasper Løjtved, Byrd

Man var udsat for drillerier, hvis man var tvunget til at gå på toilettet i frikvarteret. Toiletterne var båse, hvor man kunne se nedenunder væggen, hele vejen rundt. Det var sikker lavet sådan, at man kunne spule gulvet med en vandslange, når der skulle gøres rent. Man kunne altså ikke skjule sig, når man sad på tønden.

Hvis man var udsat for drillerier, kunne de som drillede bare lægge sig på knæ og kigge ind under båsene for at se, hvem der sad og tronede. Båsene var heller ikke ført hele vejen op til loftet, væggene stoppede vel oppe i halvanden meters højde. Dette sikkert for at gårdvagten kunne sikre sig, at der ikke var en elev, som sad og trykkede sig, så vedkommende ikke kom med op til time.

Man kunne altså, som gæst, sidde fuldstændig ubeskyttet over for drillerier i form af vand, der blev sprøjtet både over og under væggen. De, der drillede, kunne hoppe op og hage sig fast og kikke ned til den, der sad der på toilettet. Det virkede meget forstyrrende.

Noget helt andet var, om der overhovedet var toiletpapir i holderen, det var på ingen måde sikkert. Det toiletpapir var helt fint at lege med. Man kunne tage en snip af papiret og sænke det ned i kummen, så det fik fat i vandet, og så kunne man trække ud. Det var en fest, når papiret blev trukket med ud. Rullen blev tømt på sekunder, det var et syn for guderne.

12. januar 1950 var der stor fest på P. Knudsens Gade i Københavns sydhavnskvarter. Der indviede Københavns kommune en for datiden fremragende flot og moderne skole med navnet Ellebjerg. Foto: Kgs. Enghave Lokalhistoriske Arkiv

Hvorledes forholdene var på pigetoilettet, ved jeg ikke meget om. Den eneste gang, jeg var på pigernes toilet, var i en periode, hvor det var en drengeting, om man turde løbe ind på deres toilet og ud igen. Hvorfor det var en drengeting, er jeg til dato uvidende om, men det gjorde man bare.

Toiletbesøg i undervisningstiden var et af lærernes magtbeføjelser. Man skulle række en finger i vejret og spørge om lov til at gå i gården, som det hed dengang. Så var det op til læreren, om vedkommende ville give sin tilladelse. Det var ikke altid, at tilladelsen blev givet. Det afhang af, om det var tæt på et kommende frikvarter, eller det lige havde været.

Vi havde en lille pige i vores klasse, en lille spinkel tøs med meget tyndt lyst hår, som var bundet i den tyndeste hestehale, jeg nogensinde har set. Hun var meget forsagt med en lille stemme, som sjældent blev hørt. Hun var i ordets egentlig betydning et selvudslettendede menneske, som aldrig gjorde væsen af sig selv.


Man skulle være i besiddelse af et kraftigt element af dødsforagt for at begive sig ind på drengetoilettet. Det var ikke fordi, det var farligt i sig selv, men duften kunne tvinge selv livskraftige spyfluer til jorden.

Tonny Munnecke


Hun må på en eller anden måde været blevet forhindret i at gå på toilettet i løbet af frikvarteret for, til alles overraskelse, rakte hun en dag en lille tynd hånd i vejret og ventede tålmodigt til, frøkenen fik øje på hende. Efter rum tid fik hun øje på den lille finger, som lige akkurat var at se over hovederne på alle os andre.

Overrasket spurgte hun pigen, hvad hun ville. En meget lille stemme spurgte, om hun måtte få lov til at gå i gården. Vi var halvt inde i timen, og vores lærer var åbenbart kommet til et meget centralt sted i undervisningen, for hun fejede pigens ønske til side med kommentaren, at hun bare kunne have gået på toilettet medens tid var, nu måtte hun så vente til timen var færdig.

Vi hørte ikke mere til den lille pige, før en lille sø samledes under hende. Langsomt banede den sig vej ud til gangen, hvor alle kunne se den, dermed også frøkenen. Hurtigt var frøkenen ned hos pige, hun sagde ikke noget men fik hurtigt pigen ud på gangen, så hun kunne “skynde” sig ned på toilettet i gården. Frøkenen fik fjernet sporet af uheldet.

Nede fra gården kom en meget forknyt lille pige op igen. Frøkenen sendte hende hjem, så hun kunne få et par tørre bukser på, hertil svarede pigen at det kunne hun ikke, for der var ingen hjemme, og hun havde ingen nøgle.

Frøkenen må have mærket, at vi alle sad og så på hende og tænkte: Dumme kælling!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Byrum

En ring af lys skal samle Nordvest

Klumme

Mettes podcast: Lyd med lykkefix

Annonce