Annonce
KøbenhavnLIV

Det Ny Teater 1977 og gamle duske i kælderen

Annonce

Af Githa Schultz

Min mor spillede med på Det Ny Teaters opsætning af den Østrigsk-Ungarske komponist Franz Lehárs operette 'Den Glade Enke', i 1977. Hun sørgede for at få en teaterplakat med fra forestillingen med de medvirkendes autograf.

Det var sjovt at være med min mor bag scenen, i omklædningsrummet eller sidde på hønsepinden og se forestillingen.

Virkeligheden bag scenen var dog noget falsk. Anne Birch spillede hovedrollen som Den Glade Enke, Hanna Glawari. Og set gennem mine barndomsøjne husker jeg hende som virkelig sød, uprætentiøs og smilende, når jeg så hende. Kan huske min mor fortalte, at der blev sladret i kulisserne om, at hun ikke kunne synge og at alle talte om at ingen rigtigt vidste, hvorfor hun egentlig havde fået hovedrollen. Stemningen mod hende var lidt tarvelig, syntes min mor. For engang havde nogen hængt et rustent navnløst kadaverskilt på teaterets fælles opslagstavle og skrevet anonymt "Hvem har mistet sit stemmebånd?" Vel egentlig lidt voksenmobning, før det begreb eksisterede.

Anne Birch var en utrolig smuk dansk skuespillerinde som døde en trist og tragisk død, alt for ung.

Min mors dansepartner i Den Glade Enke var Ghita Nørbys bror, operasangeren Claus Nørby, og ham kunne hun fortælle mange underholdende historier om til gengæld. Hvis han overhovedet kom til tiden og indimellem i en noget tipsy svingom.

Og kostumerne var Jean Voigts værk. Min mor spillede Sarah Bernhardt. I virkeligheden var hun bare Birgit Schultz, bosat på Vesterbro i den dengang pæne ende!

Min mors teaterplakat har også lidt af et drama i sig. Ikke storslået nok til et manuskript, mere trivia hverdagsdrama. Min mor forelskede sig i en gift mand med 3 børn, som ventede en fjerde og som medvirkede i operetten... Ikke at min far på nogen måde var hverken tro eller en engel selv i deres ægteskab. Men han var pudsigt nok dobbeltmoralsk rasende på min mor over hendes sidespring og der blev dømt hård ubetinget skilsmisse. Og ligepræcis teaterplakaten mente han tilhørte ham, så den beholdt han. Jeg spurgte alligevel år senere om jeg måtte få den og fortalte ham samtidigt, at jeg ville give den videre til min mor. Først sagde han nej. Så ændrede han mening, og jeg fik tilladelse til at give den tilbage til min mor. Mine forældre talte aldrig med hinanden efter skilsmissen.

Da min mor døde sad jeg med teaterplakaten igen. Kontaktede nogle af de medvirkende i forestillingen fra 1977 og bevares de ville gerne have den. Men jeg synes ikke det ville være i de helt rigtige rammer. Så i stedet har jeg langtidsudlånt den til ejeren af min stambar i teatermiljøet på Frederiksberg. Hvor jeg ved at min mor ville have været kommet, hvis hun havde kendt stedet. Og dog ikke, da min mor var hysterisk ikke-ryger. Men nu hænger den i mit form for andet hjem, underholdningshjemmet. Et sted, der også er et levende virkelighedsteater og bringer minder frem om svundne tider, jeg kan dele på et himmelsk plan med lillemors store øjeblikke på væggen.

Affektionsværdier har mange følelser i sig og er vel egentlig de værdier med de største og de fineste i forhold til de eller det menneske, man nu savner.

Jeg boede engang sammen med DBUs forhenværende pressechef Lars Berendt. Jeg ville rydde op i hans villakælder. Der lå noget, der lignede en 100 år gammel negdusk af et Utterslev mosefund med støvet spindelvæv på. Inderst inde have jeg en følelse af, at den nok havde en betydning, Tror jeg besluttede mig for, at det var den rene støvsamler til ingen verdens nytte. Den røg ud. Det gjorde jeg næsten også, da jeg fortalte ham at jeg havde smidt den ud.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Frederiksberg

På bunden af sagosuppen

Annonce