Flere steder i landet har folk søndag vovet sig ud på tynd is. Det har fået politiet til at advare om risikoen, og i enkelte tilfælde er betjente rykket ud med en løftet pegefinger.
I København er der en årelang tradition for, at frostens komme lokker folk ud på for eksempel Sortedamssøen.
- Da det var på sit højeste, var der mellem 20 og 30 personer ude på søen, fortæller vagtchef Henrik Svejstrup i Københavns Politi om situationen søndag.
Mens betjente på den ene side af søen var beskæftiget med at kalde folk ind på land, vandrede personer på den modsatte side ud på isen, beretter han.
Også færdsel på søen i Fælledparken, Ryvangens Naturpark og andre steder fik politiet meldinger om.
- Det var dialogbaseret, siger vagtchef Henrik Svejstrup om politiets tilgang.
Ingen fik altså bøder.
Søndag eftermiddag modtog Midt- og Vestsjællands Politi en bekymret anmeldelse om en person på isen på Roskilde Fjord, oplyser vagtchefen. Derfor opfordrer politikredsen børn og voksne til ikke at gå ud på søer, branddamme og fjorde.
/ritzau/