Annonce
Tilbageblik

Historisk: Kampen for fri abort i Willemoesgade

Læge Jonathan Leunbach (1884-1955) var en fremtrædende fortaler for fri abort.
Lægen Jonathan Leunbach kæmpede for fri abort i mellemkrigstiden og drev klinik i Willemoesgade. Han var også glædende socialist.
Annonce

Jonathan Leunbach blev født i 1884 ud af en præstefamilie og var en dansk læge, der i mellemkrigsårene ydede en epokegørende stor social indsats for for at hjælpe mindrebemidlede med seksualundervisning, prævention og provokeret abort.

Alt sammen noget som i dag er naturligt, men dengang var det dels ulovligt og dels en stor provokation for borgeskabet.

Grunden til, at vi skriver om Jonathan Leunbach, er, at han drev sin, på den tid meget forkætrede, lægeklinik på Østerbro i Willemoesgade 54, på 1. og 2. sal, fra 1924 og i en årrække frem.

Her uddelte han også prævention i samarbejde med "Arbejderkvindernes Oplysningsforbund". I 1924 tog han også sammen med forfatteren Thit Jensen initiativ til dannelsen af Foreningen for seksuel Oplysning, som blandt andet virkede for kvinders ret til at anvende prævention.

Thit Jensen afbrød dog i 1928 samarbejdet med Leunbach, da hun ikke støttede hans arbejde for provokeret abort.

Annonce

Idømt fængsel

Internationalt var Leunbach et respekteret navn, bl.a. som medstifter af Verdensligaen for Seksualreform i København i 1927, mens han i Danmark mødte massiv modstand fra de fleste politiske partier, lægelige og kirkelige kredse samt Dansk Kvindesamfund.


I 1924 tog han også sammen med forfatteren Thit Jensen initiativ til dannelsen af Foreningen for seksuel Oplysning


I begyndelsen af 1930'erne udførte Leunbach illegalt et stort antal provokerede aborter, og to gange blev han sigtet for medvirken til illegal abort.

Han blev frikendt i 1935, men året efter idømt tre måneders fængsel og tab af de borgerlige rettigheder i fem år, hvilket betød at han ikke måtte fungere som læge igen før i 1942, men han fortsatte sin seksualklinik i lokalerne i perioden.

Han selv, og en del samtidige, opfattede dette som en politisk domfældelse. Leunbachs virke var dog med til at starte en debat om abort, som i 1937 fik Rigsdagen til at vedtage Danmarks første svangerskabslov, som nedsatte straffen for illegale aborter og gav bedre muligheder for at lade en kvinde få en abort af sundhedsmæssige grunde.

Annonce

Med i Matador

I 1939 blev Mødrehjælpen, som var oprettet i 1924 for at hjælpe kvinder til at gennemføre en graviditet, uanset om de var gifte eller enlige, gjort til en del af det offentlige socialsystem.

Hvis man er garvet Matador-fan, vil man måske kunne genkalde sig, hvordan Elisabeth Friis i et afsnit skaber røre i Korsbæks kredse ved at erklære sig som tilhænger af lægen J.H. Leunbachs syn på bl.a. kvinders ret til seksualoplysning og i visse tilfælde abort.

En af seriens heltinder repræsenterer her et moderne syn på kvinders rettigheder og seksualoplysning, der peger frem mod mere oplyste og frie tider.

Annonce

Glødende socialist

Jonathan Leunbach var en glødende socialist, og politisk aktiv i Clarté en socialistisk organisation som forsøgte at danne forbindelse mellem kommunisterne og socialdemokraterne.

I 1932 opstillede han for kommunisterne, ikke for at blive valgt men for at hjælpe,og med sine over 1100 personlige stemmer hjalp han Aksel Larsen og Arne Munch Petersen til en plads i Folketinget.

Under besættelsen hjalp han både illegale danske og tyske kommunister, og sammen med 100 andre kulturpersonligheder og antinazister blev han taget som gidsel af tyskerne efter 29. august 1943 og anbragt i Horserødlejren.

Men allerede 11. oktober blev han løsladt. Leunbach døde i 1955 under et ferieophold i Italien, 18 år før hans ønske om fri adgang til abort blev indført i 1973, ikke mindst i kraft af hans store indsats.

Østerbro Lokalhistoriske Forening og Arkiv

Bryggervangen 62, kld.

www.2100lokalhistorisk.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sundhed

Snup en lyntest ved Meny på Nordens Plads

Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Aveny-T mister milliontilskud

Annonce