Annonce
POLITIK

Klumme: Nu skal Frank Jensen lægge arm med Nick Hækkerup

Carsten Mai kommenterer hver uge det politiske liv på Københavns Rådhus.
Annonce

Mens regeringen strammer corona-nettet yderligere om København som følge af det for høje smittetal, tager politikerne på rådhuset fat i andre udfordringer. Overborgmester Frank Jensen (S) vil have stoppet for salg af spiritus om aftenen i bestemte kvarterer af byen for at komme vold og larm til livs.

Men kommunen går et skridt videre. Alle partier bag budgetaftalen, dvs. alle minus Enhedslisten og Alternativet, ønsker at København får lov til at oprette et ordenskorps som får ret til at uddele bøder til dem, der ikke lever op til god ro og orden i nattelivet.

Forslaget blev oprindeligt lagt frem i 2017 af Venstres gruppeformand Flemming Steen Munch. Denne nye ret til kommunen ønsker partierne bages ind i det kommende politiske forlig om en reform af politiet.

I forvejen kan kommunen uddele bøder til bilisterne, men kommunen har brug for regeringens hjælp, hvis ordningen nu skal udbredes. Det er overborgmester Frank Jensen der nu bærer partiernes krav frem overfor justitsminister Nick Hækkerup (S).

At det er overborgmesterens partifælle som sidder på ministertaburetten er både en fordel og en ulempe for Frank Jensen. Umiddelbart bør det være nemmere for byens overborgmester at komme igennem med forslag overfor sine egne i regeringen.

Men modsat vil det være svært for overborgmesteren at skælde ud på regeringen, hvis sagen går i hårdknude netop fordi, det er hans egne der er ved magten på Christiansborg.

Havde vi en blå regering, ville det røde flertal på rådhuset langt nemmere kunne spille politisk bold op af Christiansborg og hævde, at alt ondt stammede fra regeringen.

Mange sager der afgøres på Christiansborg, lander megaskævt for København. Se blot på den nye udligningsordning mellem kommunerne som styrer hvor mange penge der skal sendes fra rige til fattige kommuner. København leverer endnu engang flere penge til resten af landet.

Eller læg blot mærke til hvor hårdt pandemien rammer netop erhvervene i København – hotellerne og restauranterne – uden at der er indført særordninger for den by i Danmark, der er suverænt hårdest ramt af den økonomiske nedgang med deraf følgende arbejdsløshed - ikke mindst blandt de kort uddannede og de ufaglærte.


Havde vi en blå regering, ville det røde flertal på rådhuset langt nemmere kunne spille politisk bold op af Christiansborg og hævde, at alt ondt stammede fra regeringen.

Carsten Mai


Derfor er sagen om det kommunale ordenskorps vigtigere end blot lige sagens indhold. Den handler om hvorvidt København kan hæve stemmen og få indflydelse her og nu. Sagen har derfor udviklet sig til en politisk styrkeprøve mellem Frank Jensen og justitsminister Nick Hækkerup.

Kan overborgmesteren sætte sin og flertallets vilje igennem og få lov til at oprette det ordenskorps der kan få styr på nattelivet i København? Eller vil kommunen endnu en gang bøje af overfor regering og Folketing? Det er et stort politisk spørgsmål, som vil sætte retningen for Københavns muligheder i årene fremover.

I gamle dage lagde man arm mellem to brændende lys. Det betød, at taberen brændte hånden. Spørgsmålet er, om det bliver Frank Jensen eller Nick Hækkerup der får brug for en spand koldt vand?

Carsten Mai

Carsten Mai analyserer politikken i København. Han var i otte år pressechef for tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. I dag driver han konsulentvirksomheden Carsten Mai & Com som rådgiver virksomheder og organisationer om kommunikation og politik. Han er uddannet cand.scient.soc. og bor med sin familie i København. www.carstenmai.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Jeg går helt fra snøvsen

Klumme

Stoffer gemt i te og kager

Annonce