Annonce
KøbenhavnLIV

Kom indenfor i Lenes værksted: - Mit liv er fyldt med kunst, og jeg er drevet af begejstring

Lene Stevns Jensen foran galleri Unicorn, hvor hun også har sit værksted. Foto: Karen Vistesen
Billedhugger Lene Stevns Jensen elsker livet som udøvende kunstner. Hun laver skulpturer, smykker og krukker på sit værksted ved søerne. Her i sommerperioden er der åbent værksted.
Annonce

Lene Stevns Jensen bor på Blegdamsvej, men har i mange år haft værksted og galleri i Rørholmsgade - også kendt som Københavns kunstnergade. Hvis du er kunstinteresseret og gerne vil udforske forskellige gallerier, er det en dejlig gade at besøge. Lene Stevns Jensens galleri Unicorn ligger midt i gaden, og her i sommertiden er der åbent hver dag fra klokken 13-17.30 undtagen mandag.

Lene Stevns Jensen vil vise sin kunst og fortælle hvordan hun arbejder i løbet af dagen.

- Kunst fylder meget i mit liv og giver mig daglig glæde. Der er så meget at undersøge i kunsten, som giver glæde, inspiration og livsværdi. Glæden og begejstringen ved kunsten vil jeg gerne give videre til andre, siger Lene Stevns Jensen, der glæder sig til at få besøg i sit værksted og vise turisterne, hvordan hendes kunst bliver lavet i værkstedet, som ligger lige bag hovedgalleriet.

Annonce

Dyr og kvindekroppen

Når man går rundt i galleriet med Lene, mærker man et sus af magi. Hendes skulpturer af fugle og andre dyr og kvindekroppen i mammuttand, sten og bronze, der er udstillet på fornem vis, så alle detaljer træder frem, vækker fantasien.

Hver eneste skulptur har en historie. På en udstillingshylde står tre fine kvindefigurer på rad og række. Lene fortæller, at hun har lavet dem som en serie med henblik på at fortælle historien om kvindens udvikling fra famlende teenager til helstøbt selvbevidst kvinde.

En krukke på tre ben dekoreret med hestehår er seneste kunstværk fra Lene Stevns Jensens hånd. Foto: Karen Vistesen

I vinduet ud mod gaden troner en skulptur af kærlighedsgudinden Venus, svulmende og ildfuld kikker den ud på de forbipasserende og er i al sin magt og vælde skøn at skue. Der findes et eksemplar mere af Venusskulpturen. Den står på Rigshospitalet.

Annonce

Er bidt af Arktis

Lene Stevns Jensen har rejst i Alaska, Canada og arbejdet en måned på Svalbard. Og boet i Grønland. Mange af hendes skulpturer afspejler dette.

- Jeg boede med min mand i Grønland i tre år, og her lærte jeg at skære i hvalrostand af en lokal kunstner. Hvalrostand minder om elfenben, men er mindre end elefantens stødtænder. Det er et materiale, som er velegnet til udskæringsarbejder, og som grønlandske kunstnere gennem århundreder har brugt til at lave smykker og smukke kunstgenstande af, fortæller Lene Stevns Jensen, hvis bronzefigurer af sæler og hvalrosser afspejler hendes store passion for dyrelivet og naturen i Arktis.


Jeg er vild med Arktis. Luften er så kold, ren og klar. Dyrelivet er fantastisk og naturen er storslået. Det kalder på fantasien og alle følelserne

Lene Stevns Jensen


- Jeg er vild med Arktis. Luften er så kold, klar og ren. Dyrelivet er fantastisk og naturen storslået. Det kalder på fantasien og alle følelserne. Det får kreativiteten op i mig, og jeg kan altså ikke lade være med at elske kolde områder og skabe ting ud fra, hvad jeg oplever der, siger Lene. Og man tror hende gerne, som hun sidder der ved arbejdsbordet omgivet af sine arbejdsredskaber og med en hvalrostand i hånden.

Annonce

Smykker og krukker

Lene arbejder også med smykker i narhval-, hvalros- og mammuttand og med krukker i stentøj og bronze. I galleriet kan man se både meget store og mindre krukker. Krukkernes mønstre er abstrakte og stiliserede i farvemættede gyldne nuancer og naturfarver. Deres former er forunderlige svungne og kreative.

- Jeg drages af de rå materialer og runde, romantiske former. Kontraster er spændende, og jeg bliver aldrig færdig med at finde på nye måder at udtrykke mig på. Lige nu arbejder jeg med en serie krukker, der skal stå på tre ben og dekoreres med hestehår. Krukkerne skal være så store som muligt, for jeg kan lide store ting, siger Lene.

Lene arbejder i sit værksted hver dag. Foto: Karen Vistesen

Lene Stevns Jensen er uddannet på Danmarks Designskole på keramik- og glaslinjen i 1987. Hun har deltaget i udstillinger overalt i Danmark og mange steder i hele verden, f.eks. Grønland, USA, Kina, Spanien, Canada og Syrien.

Hvis du vil se Lenes kunst, så er adressen: Galleri Unicorn, Rørholmsgade 13, 1352 København K, Åbent hele ugen undtagen mandag fra klokken 13-17.30.

Andre gallerier på Østerbro

Tjek hjemmesiden hos Kunst 21, der præsenterer kunstnere på Østerbro. Her finder du også information om kunstarrangementer i løbet af sommeren.

Webadressen er www.kunst21.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Løftet pegefinger

Københavns Politi inden udsigt til hedebølge: Vi er nødt til at stramme skruen

Amager

Vibeke skrev bog om sin blodprop

Amager

Én gang Fremad, altid Fremad

Annonce