Annonce
Corona

Leder: Hvert et liv tæller

"Det er derfor urealistisk at tro, at de årlige statistikker for angst, depression og selvmord ligefrem falder i den kommende vinter og i den i forvejen mørke tid", mener chefredaktør Jesper Gisli i denne uges leder.Foto: Freja Lehrmann
Annonce

Dette forbandede corona-år er nu gået ind i sine sidste måneder, og vi har lige noget vi skal have fokus på, inden vi kan byde 2021 velkommen.

Den mørke tid bliver i år endnu mørkere for mange mennesker. De ensomme ældre, der på grund af corona er mere eller mindre afskåret fra omverdenen og skal sidde alene med frygten. Børn og angstfulde unge, der har svært ved at kapere mere dommedags-voksensnak, og alle andre, der hver dag bliver konfronteret med en syndflod af ord som pandemi, indlæggelser, død, respirator og senfølger - og nu; mutation af virus. Ny frygt.


Det må så naturligvis gælde alle liv. Også dem der er i fare i mørket, for angst, for depression og for selvmord


Alt sammen via konstante nyheder og beretninger i medierne; dagens coronatal, dagens pressemøde, dagens 'vær på vagt' - og synet af masker, visirer og skiltning hvor end man er i sine vågne timer. En ustoppelig påvirkning af alle ens alarmklokker og forsvarsmekanismer. Konstant.

Det er derfor urealistisk at tro, at de årlige statistikker for angst, depression og selvmord ligefrem falder i den kommende vinter og i den i forvejen mørke tid.

Men hvis vi alle nu sætter fokus på, og hjælper dem, der får det lidt mørkere end ellers. Så kan vi måske modbevise denne dystre udsigt. Jeg synes vi skal prøve. Endda ihærdigt.

Hvem kender vi i familien eller i vennekredsen, der skal have et ekstra opløftende telefonopkald eller sågar et besøg? Har vi en kollega, vi skal give lidt ekstra smil og opmuntring og tale væk fra alt for mørke tanker? Hvilke børn og unge skal vi lige have et øje på og hjælpe med i det mindste at tale om de mørke tanker, så de ikke bare går med dem selv?

Og hvem af de ængstelige og bange tør sige det højt, så familie, venner, kollegaer eller naboer kan træde til? 'Hey, jeg er faktisk bange, og det er virkelig ikke godt for mig!' Danskerne er vildt dårlige til at bede om hjælp. Det ændrer sig nok ikke i de kommende måneder. Så, vil den bange bede om hjælp? Det er ikke sandsynligt.

Hvor kan vi skrue op for det gode, det glade og det positive? Som modvægt til corona-træthed og det mørke. Hvordan kan vi få flere smil frem og en tro på, at alt nok skal blive godt igen - sådan for alvor, og ikke kun noget vi siger til billedet af en regnbue på Facebook ...

Som statsminister Mette Frederiksen understregede, efter at hun havde lukket landet ned i foråret; Hvert et liv tæller. Og det mener hun i øvrigt til sin dødsdag, understregede hun efterfølgende i et samråd.

Det må så naturligvis gælde alle liv. Også dem der er i fare i mørket, for angst, for depression og for selvmord. Og alle de andre for hvem det bliver ekstra sort. Lad os sammen prøve at få så mange ud af mørket i den kommende tid, ved fælles hjælp.

Det kan vi godt. Det skal vi.

Skriv til mig, hvis der er noget jeg, eller vi, som lokalt medie kan gøre lokalt. Så er vi klar. Den mørke tid må ikke blive for mørk. Hvert et liv tæller.

Annonce
Annonce
Debat

Ærgerligt med fugleøen

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Trafik

Find én fejl

Byrum

En ring af lys skal samle Nordvest

Debat

Mænds (ringere!) sundhed

Annonce