Annonce
KøbenhavnLIV

Metrokunst til Mozarts Plads: »Som at pisse i egen rede«

Annonce

Den lokale kunstner, der laver udsmykningen til den kommende Mozarts Plads Station, er selv benovet over, at værket skal hænge der i mindst 100 år. For det vil formentlig overleve den bonderøvsidyl i Sydhavnen, som han flyttede ud til i sidste århundrede.

Af Jacob Schneider

I en gammel lagerhal bag skrotpladsen på Bådehavnsgade gemmer der sig et kunstværk, spredt ud over gulvet som et gigantisk puslespil. Manden bag dét maler løs på sit 100 meter lange værk i op til otte meters højde nærmest i sin egen baghave: Kunstneren Christian Schmidt-Rasmussen har boet i Haveforeningen Kalvebod ved Valbyparken i næsten 30 år, og i disse dage er ved at lægge sidste hånd på sit kæmpestore, farverige vægmaleri, der skal pryde den kommende metrostation på Mozarts Plads.

Han er udvalgt blandt i alt ti kunstnere, som blev inviteret til en konkurrence om at udsmykke de fem metrostationer i Sydhavnen.

»Jeg har før været med i den slags konkurrencer og aldrig vundet. Men honoraret for at deltage var faktisk ret fint, så jeg tog opgaven,« siger sydhavneren med en kluklatter.

Christian har brugt et års tid på at udtænke og skabe 800 store vægpaneler i den store hal, og om nogle få uger pakkes det hele væk og kommer først frem igen, når metroen åbner i 2024. Holdbarheden på værket er beregnet til 100 år.

[caption align="aligncenter" width="662"]

N/A - Foto: Jacob Schneider

[/caption]

Annonce

»Cover til et heavy-album«

At værket kommer til at hænge i Christians eget nabolag i 100 år har gjort ham ekstra ydmyg over for opgaven, fortæller han:

»Det er jo som at pisse i egen rede, når jeg nu bor i kvarteret og ikke har tænkt mig at flytte.

Da jeg blev inviteret til at lave skitser og fandt ud af tidshorisonten, måtte jeg tænke over, at jeg jo er død, når det skal pilles ned eller restaureres. Så det skulle handle om et perspektiv, der var større end en selv. Og der er børnene jo dem, der helt banalt set gerne skulle overleve os selv. Ellers er der jo ikke nogen fremtid for menneskeheden, i hvert fald. Det var helt rart at tænke på. Det er en form for flaskepost til fremtiden.

Og så er det sat ind i en lidt rå ramme med en nattehimmel, rumfart og planeter.«

Er der så lidt bekymring i mystikken og den dystre nat?

»Nej, der er håb og alvor, men ikke bekymring. Jeg er et meget lidt bekymret menneske. Jeg bliver nærmere sur, for så kommer det ud. Når jeg skriver poesi, er jeg en meget, meget vred mand. Men når jeg maler, handler det tit om håb i en eller anden form - vrede billeder får jeg det simpelthen nederen af. Det her skal hænge et sted, hvor folk skal komme hver dag, og jeg vil jo ikke gøre folk i skidt humør i 100 år. Jeg er nok blevet mildere med årene, men jeg synes ikke, at kunst i det offentlige rum skal komplicere tingene eller formane. Der må gerne være noget energi og... En form for opbyggelighed, selv om det måske lyder dumt. Noget patos. Hvis jeg skal sammenligne æstetikken, så kunne det her godt være et cover til et heavy-album,« lyder det med et grin fra kunstneren.

[caption align="aligncenter" width="662"]

N/A - Foto: Jacob Schneider

[/caption]

Annonce

Væk fra byen

Christian og familien rykkede til Sydhavnen, da han var i slutningen af tyverne og der skulle ro på familielivet:

»Vi boede på Nørrebro, som var ved at udvikle sig til et døgnåbent diskotek, og vi boede i et kollektiv med folk, der ikke havde børn og holdt weekend fra torsdag til søndag. Jeg var ved at få bronkitis af at bo derinde, så det var sgu’ ikke kompatibelt.

Jeg vidste faktisk ikke, at der var noget by herude. Jeg kendte kun Sydhavnen fra Jan- og Kim-drengebøgerne. Men det mindede på mange punkter om det Nørrebro, jeg voksede op på, som jeg har irriteret over var ved at forsvinde: Når det hele bliver smart, og man ikke har råd til at bo der. Jeg vidste jo godt, at det også ville blive sådan herude, men jeg havde bare behov for at udskyde det lidt. Det var bare så fedt at komme væk fra byen.

Vi havde købt et klassisk havehus, hvor gulvet stod og vippede på et par halve mursten. Det var virkelig ikke værd at renovere, så vi fik bygget et nyt hus fra bunden i ’98. Og så har vi gudskelov været fri for byggeri siden, for det er ikke min favoritsport. Det går bare fem gange hurtigere og bliver fem gange så godt, hvis man er uddannet - jeg har virkelig fået respekt for håndværksfagene,« fortæller kunstmaleren.

Annonce

Ånden fra pladsen

Mozarts Plads er på mange måder symbolsk for tidsånden i nabolaget, og det er Christian Schmidt-Rasmussen meget bevidst om:

»Pladsen har forandret sig pænt mange gange i de år, jeg har boet her. Den var begyndt at fungere ret godt, lige inden de begyndte at grave det hele op. På sådan nogle pladser er der jo altid nogle drukkenbolte og den slags, men mig har det ikke generet. Der var nogenlunde plads til det. Jeg kan da godt forstå, hvis andre bliver generet, og nu er det så rykket længere ned ad gaden, men sådan er det jo.

Mangler der noget ’højt til loftet’ sydhavnsånd for tiden?

»Altså, noget af dén er jo en myte. Nu har jeg jo også boet andre steder i byen, og der er da højere til loftet i Sydhavnen, men kun indtil der ikke er det længere. Der er folk af alle mulige slags herude, og ind imellem støder folk jo ind i hinanden og der falder nogle knubbede ord. Jeg kan huske, da man ville bygge husvildeboliger ved endestationen nede ved Valbyparken: Der var godt nok nogle af de lokale, der blev vrede.

Der er et nyt og et gammelt Sydhavnen, så at sige, og jeg kan da mærke i haveforeningen, at de støder ret meget sammen. De nye er sådan nogle som mig og en hel masse folk, der arbejder med fjernsyn, og så er der de gamle arbejdere. Og det fungerer ikke altid helt gnidningsfrit. Men det hører vel også med til rummelighed, at man kan finde ud af at tage en konflikt. Jeg vil i hvert fald ikke være med til at tegne et Disney-billede af Sydhavnens rummelighed, men jeg vil virkelig ikke håbe, at vi får et nyt Sydhavn, hvor der overhovedet ikke er plads til folk, der er fra den. Som kunstner kigger man altid efter, når folk begynder at hakke på dem længere nede i fødekæden - så begynder de snart at tale grimt om kunstnerne igen.

Jeg tror faktisk ikke, det er blevet værre herude på de 30 år. Jeg tror bare, jeg har fået mere kendskab til, hvordan mekanismerne er. Så finder man ud af, at nogle af de lokale aktivister ikke er helt så flinke, som man troede - og andre er måske flinkere, end man troede. Man lærer baggrundshistorierne for konflikterne at kende, og så bliver det så nuanceret, at det er rodet,« siger Christian med glimt i øjnene.

Annonce

Sydhavnsminder

Hele værket handler om store begreber som fremtiden og håbet for den, men der har også sneget sig elementer fra kunstnerens eget sydhavnsliv ind i motiverne:

»Det var vigtigt for mig at få mine tre drenge med. Den ene er født her og de to andre er opvokset her, og de er for mig symbolet på alt det, jeg holder af ved kvarteret. De er vilde med det sociale og rummelige - der er simpelthen længere mellem atomerne, end der er på Nørrebro. De har kunnet hænge ud på gadehjørnerne, uden at man blev bekymret. En af dem har endda sydhavnstatoveringen, den her ølkapsel...

Og så er min hund med: Plet.

Der er også et par svaner. Det er ikke mere end to år siden, at jeg to gange på en sæson blev bidt af en svane, fordi jeg kom for tæt på. Samme sommer så jeg en ældre dame blive væltet af en cykel. Hun kom for tæt på svanens unger, og så hoppede den simpelthen på hende... De repræsenterer ret meget vilje og stolthed.

Vi har hverken hjorte eller flåter i Sydhavnen som et af de få steder i Danmark, men hjortene bruger jeg meget. De repræsenterer noget mystisk, der også skulle med.

Og prøv at komme med herover. Der har vi Pegasus: Hesten, der stamper poesiens kilde op. Helt konkret er den også Børnenes Dyremark, for det har været den klassiske underholdning for mine unger, da de var i klapvognsalderen - så ruller vi over og kigger på en hest. Selv om jeg er dødsensangst for heste,« afslører Christian.

Annonce

Fåret natur

Får har han det faktisk også lidt anstrengt med, ikke mindst fordi de har okkuperet Sydhavnstippen:

»Altså, da jeg flyttede herud, boede der jo mennesker på Tippen i papkasser og halve huse, og der var sommerlejre. Det er en gammel losseplads, som er formet af mennesker. At kalde det natur... Det er godt nok en tyk fernis ovenpå en omgang lort og byggeaffald.

Jeg er ret aktivistisk omkring opfattelsen af natur. Efter den sidste istid var de to pattedyr, der kom til Danmark ud over rensdyrene, det var mennesker og hunde. Os og vovserne er faktisk den oprindelige fauna, så alt andet må vel vige pladsen, hvis man ser på det oppefra. Hahaha. Nu må vi ikke gå med hunden eller holde fester derude, fordi fårene bliver stressede. Men det er ikke synd for dem, at der er Grøn Koncert...

Det er jo en lang historie, hvad der skal være plads til, men man hører bare så tit de her argumenter om oprindelighed i natur. Altså, vi kan jo bare bestemme os for, at vi gerne vil have den her tudse, i stedet for at komme med historier om, at den har været her altid. Ellers bliver det bare noget politisk makværk. Se bare Stejlepladsen. Det bliver jo et logistisk helvede at bygge dernede, og bare vejen ud til Sydhavnsgade - det tager jo ti minutter at komme ud allerede nu,« lyder formaningen fra sydhavnskunstneren.

Se mere:

christianschmidtrasmussen.dk

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Frederiksberg

Almene familieboliger på toppen

Amager

Måge og reje størrelse XL i strandparken

Annonce