Annonce
KøbenhavnLIV

Når virussen rammer: »Nu laver vi take away, og så må brasseriet vente«

Anne Rebecka Bastholm og Sofus Clementsen glæder sig til den dag, hvor de kan åbne deres franske brasserie på Valby Langgade. - Foto: Benedicte Lorenzen

Trods Corona-virus er optimismen indtakt hos de to iværksættere Anne Rebecka Bastholm og Sofus Clementsen, der i månedsvis har knoklet på at ombygge lokalet på Valby Langgade 90 til et fransk brasserie.

Annonce

Det hænder, at timingen er en rigtig skurk. Som når man siden 7. januar har knoklet på at få ombygget en tidligere spillekiosk til Valbys nye brasserie med åbning 2. april, og en pandemi så sætter samfundet i stå få uger før.

I så tilfælde bliver optimismen din helt, der fører dig godt i land

Det er i hvert fald præcis den stemning, der møder avisens udsendte, der fredag eftermiddag kigger forbi det store hjørnelokale på Valby Langgade 90. Trods covid-19-krise har ægteparret Anne Rebecka Bastholm og Sofus Clementsen nemlig ikke smidt det famøse håndklæde i ringen. Langtfra. De har blot ændret lidt i de oprindelige planer. Anne Rebecka Bastholm fortæller:

»Planen var, at vi skulle have åbnet med en stor bogreception for en lokal forfatter, men det er nu blevet aflyst på grund af Corona, og vi har måttet ændre planerne fuldstændig. Lige nu knokler vi derfor på at få køkkenet klart, så vi fra næste uge kan begynde at sælge varme retter og dessert som take away. Og der er vi heldige, for køkkenet har sin egen dør ud til Valby Langgade, hvor man kan hente maden, så man ikke behøver at skulle ind gennem restauranten,« siger hun.

Annonce

Den første røde madcykel

At Anne Rebecka Bastholm og Sofus Clementsen er den slags mennesker, der bestemt ikke er bange for at kaste sig ud i tingene, vidner deres professionelle liv tydeligt om. Med en uddannelse som korrespondent og en overbygning i tværkulturel kommunikation og forhandlingsfransk skulle man måske ikke lige tro, at Anne Rebecka Bastholm ville gå køkkenvejen. I det nye årtusindes første årti får hun dog fingrene i en rød madcykel, og med den skaber hun og ægtemanden Københavns første mobile køkken.

Konceptet får navnet Annes Gademad og går helt enkelt ud på, at det mobile køkken trilles ud til festivaler, hvorfra man så kan købe stegte thailandske nudler. Konceptet skal snart vise sig at blive en succes, og da første sommer er veloverstået, begynder Annes Gademad også at blive booket til at stå foran spillesteder vinteren over. Vi er i rygeforbuddets første år, og de frysende rygere kan nu forsøde ganen med lækker mad i kulden.

Da kalenderen når frem til 2010, beslutter Anne Rebecka Bastholm og Sofus Clementsen, at gøre madcyklen landfast. De flytter nu ind i et lokale på Enghavevej, hvorfra de begynder at servere varme retter. Endnu succes skal vise sig at blive født, og i 2012 får Annes Gademad Politikens Ibyenpris for bedste Take Away.

Annonce

Fra frokost til fransk drøm

Det iværksætterige ægtepar hviler dog ikke på succeserne, og snart melder de sig i kampen om Københavns frokostmarked. Med Annes lyst til at twiste det klassiske køkken og den kokkeuddannede Sofus’ talent for netop det klassiske får de to atter engang skabt en succes. Faktisk vælter det ind med bestillinger af frokostkuverter, og snart bliver køkkenet på Vesterbro for småt.

Løsningen bliver, at Annes Gademad lejer sig ind i et industrikøkken i Hvidovre, og så går det ellers bare derudaf, som Anne Rebecka Bastholm fortæller:

»I løbet af nogle år kørte vi op mod 1200 kuverter om dagen, hvor vi havde op til 12 ansatte. Jeg skal ikke lyve, det gik rigtig fint, men det tog al fokus fra vores lille spisested på Vesterbro. I de senere år har frokostmarkedet undergået en stor forvandling, fordi folk er begyndt at spise meget individuelt. Fra at have kørt måske 20 vegetarkuverter ud af 800, så kørte vi pludselig 800 særkuverter ud af 1000, og det blev mere og mere udfordrende, da det krævede mere specialiseret personale, mens kuvertpriserne ikke ændrede sig,« siger hun og tilføjer:

»Til sidst nåede vi frem til, at vi gerne ville tilbage til der, hvor det var sjovt at gå på arbejde. Og så besluttede vi at satse alt på at udleve vores livslange drøm om et franskinspireret brasserie.«

Vi spoler tiden frem til juni 2019. Anne Rebecka Bastholm og Sofus Clementsen bor nu i en lejlighed på Valby Langgade 90. I butikslokalet nedenunder, er den spillekiosk, de har boet ovenpå i fire år, nu lukket, og bekymringerne vokser. For hvem mon nu kan finde på at flytte ind?

Annonce

En humledrøm kommer til

Ja, hvem mon? For nu at gøre en lang historie kort, så ender ægteparret med at skrive under på lejekontrakten til det slidte lokale i sommeren sidste år, og drømmen om det franske brasserie begynder for alvor at tage form.

»I første omgang gik tankerne på, om vi skulle hedde bistro eller brasserie. For danskere er der nok ikke den store forskel på de to, men på fransk er et brasserie også et sted, hvor du brygger øl, så det gav ligesom en god synergi i forhold til det, vi gerne vil,« forklarer Anne Rebecka Bastholm.

Og det kan der så sandelig være noget om. I 2018 sætter Valby-kok og tv-vært Tim Vladimir nemlig sit ølbrygudstyr til salg. De to iværksættere fra Valby Langgade 90 får nys om det og beslutter sig hurtigt for, at de skal prøve at brygge deres eget øl. De byder og ender med at få de store 200 liters øltanke. Dem stiller de op i et ombygget lokale i Hvidovre Industripark, og så er Valby Bryghus født.

Det ene fører til det andet, og snart har ægteparret også købt et komplet lokalt bryggeri i Hvidovre, som sammen med udstyret sender konsulentbistand fra en brygger med 20 års erfaring. Det bliver et godt bekendtskab:

»Vi gik bare rigtig godt i spænd, så det samarbejde valgte vi at fortsætte. Vores første øl kom af tanken i september sidste år, og nu har vi 12 forskellige slags øl, hvilket vi ikke havde kunnet klare, hvis ikke vi havde haft en professionel brygger med på holdet. Vi går meget op i at lave øl, der passer godt til mad,« fortæller Anne Rebecka Bastholm.

Annonce

Ægte fransk stemning

Selv om det store lokale endnu ikke er åbningsklart, ser man tydeligt, hvor det bærer hen. Varme farver pryder væggene, og på gulvet står en fransk bar fra 1905 eller 1906, som venter på atter at blive et sted, man samles om.

»Under en ferie i Frankrig for nogle år siden, fik vi mulighed for at købe en gammel parisisk bar, som, vi troede, kunne være i lokalet på Vesterbro, det viste sig dog, at det kunne den ikke, så den har stået opmagasineret i nogle år. Nu glæder jeg mig til at få den sat op og taget i brug igen. Den stammer fra et gammelt sted, der lå i det højtidelige parisiske kvarter Saint Germain de Prés,« siger Anne Rebecka Bastholm.

Højtideligt er dog ikke det ord, der kommer til at præge Valby Brasserie, når det en dag åbner:

»Vi forestiller os, at lokalet bliver delt i to. Den grønne del bliver bardelen, hvor man kan få tapas og barsnacks med sin drink på en uhøjtidelig måde med høje franske borde i vinduerne. I den røde del har vi så restaurantmaden, uden at det dog skal blive højtideligt, for det er der ikke nogen af os, der synes er sjovt,« siger hun.

Og hvornår den store åbning så præcis kan blive, er der ingen der ved, lige nu. Sikkert er det dog, at Valbys to nye restauratører holder optimismen højt. Godt båret frem af valbygensernes opbakning:

»Der er mange, der har fulgt os i ombygningsfasen, og som nu har været inde og spørge, om der er noget, de kan gøre for at hjælpe os i denne svære tid. Flere har spurgt, om de kan købe gavekort for at støtte os, men jeg bryder mig ikke om at sælge noget på forhånd. Derfor prøver vi nu med et take away-koncept, som vi har stor erfaring med fra tidligere. Så vil jeg bare sige, at det er super vigtigt at være optimistisk i den her tid,« lyder Anne Rebecka Bastholms budskab.

Valby Brasserie åbner i denne uge for salg af varme retter og desserter til at tage med hjem, og så kan man forsøde aftensmaden med en øl fra Valby Bryghus. Kig forbi Valby Langgade 90.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydhavnen

På to hjul rundt i Sydhavnen

Nyfødte

Her er de mest populære navne i hovedstaden

Vanløse

Zombie bamserne kommer....

Gadekunst

Ny gadekunst pryder porten til Westend

Annonce