Annonce
Debat

Skru ned for befolkningstilvæksten og drop de hårde værktøjer

Cheanne Nielsen (DF). Pr-foto

Læserbrev: Teknik- og Miljøborgmesteren fra Enhedslisten ser ikke overraskende positivt på forslaget fra Transportministeriet på Christiansborg, der åbner op for muligheden for permanent bilfrie søndage i landets kommuner, og hun ser helst, at søndagen, altså bilforbuddet, simpelthen forlænges til hele ugen.

Hun nævner samtidig brugen af ”hårde værktøjer” mod bilismen i København. Dem kender vi kun alt for godt.

Jeg er bestemt ikke tilhænger af at indskrænke danskeres frihed, når beslutningstagerne er ansvarlige for miseren, der gør begrænsninger nødvendige. Hvis de er nødvendige.

Annonce

Vi har endnu tilgode at se en helt generel, ærlig og politisk erkendelse af, at der simpelthen er for mange mennesker i København. Netop derfor er der ikke længere nogen grænser for, hvor meget jord og vand, man vil inddrage, hvad man ønsker at inddæmme og sågar forbyde.


Så kan man ikke længere få lov til at transportere sine varer, måske et køleskab eller en vaskemaskine, bare fordi det er søndag?

Cheanne Nielsen (DF)


Der er ikke plads nok. Der er ikke luft nok. Der er for meget røg, støj og møg. Ja, fordi byen vokser alt for hurtigt. Befolkningstilvæksten er voldsom i København i forvejen. Godt og vel 1.000 nye borgere hver måned.

Bilfrie søndage er muligvis et hyggeligt minde fra 1970’erne og siden hen sjovt at tænke tilbage på som enkeltstående tilfælde i nyere tid grundet folkelige arrangementer som eksempelvis marathoner. Men at gøre den slags permanent er uholdbart, når behovet for transport nu engang er blevet langt større.

Der er ældre borgere, der gerne skulle nå frem til en god frokost med børnebørnene. Mange butikker og indkøbscentre holder åbent alle dage. Så kan man ikke længere få lov til at transportere sine varer, måske et køleskab eller en vaskemaskine, bare fordi det er søndag?

Jeg kan ikke understrege nok, at det er vigtigt for os i Dansk Folkeparti, at københavnerlivet skal nydes og være behageligt. Det kan bare ikke lade sig gøre med konstante byggerier, forbud og begrænsninger.

Endnu et hårdt værktøj så vi, da blandt andre Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsens egen forvaltning ville lukke festen i det københavnske natteliv klokken 24.

Og stikker man som borgerlig hånden yderligere i hvepsereden, burde der også være støjende alarmklokker, der ringer og vidner om, at den eneste måde, man kunne finansiere metroen på, var ved at bygge flere boliger på flere smertefulde matrikler. Metroen? Ja, den var nødvendig, fordi byen voksede endnu mere og hurtigere.

Det, der i virkeligheden burde gå stærkt, er at finde en måde at bremse befolkningstilvæksten på. Så behøvede vi ikke frygte den hårde værktøjskasse. Igen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Samfund

Husker du Maria fra Glasvej?

Annonce