Annonce
KøbenhavnLIV

Statsministeren var med til at genåbne skole: Den rette ånd

Statsminister Mette Frederiksen (S) blev vist rundt af skoleleder Søren Friis til genåbningen af Lykkebo Skole onsdag morgen. Efter frygten for smitte med coronavirus genåbnede Valby-skolen for 0.- 5. klasserne, læseklasserne og modtageklasserne. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

I morges var det blevet tid til at åbne landets skoler midt i coronaepidemien, som statsminister Mette Frederiksen (S) varslede inden påske. Hun var med, da Lykkebo Skole i Valby slog portene op for børnene i 0.-5. klasse.

Annonce

»Børnene er jo vildt glade for at se deres kammerater og komme i skole igen. De havde savnet at være sammen med hinanden,« lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S), da hun og en masse ivrige børn tonede frem på TV 2 fra Valby i morges.

Landets skoler havde i dag første skoledag siden lukningen på grund af corona for eleverne i 0.-5. klasse. Flere kommuner har dog udskudt genåbningen til senere på ugen eller på mandag for at være sikre på, at de lever op til myndighedernes krav og anbefalinger.

Annonce

Afstand, afstand, afstand

Men Lykkebo Skole var klar til afstand og ensrettede gange, faste legegrupper mellem de samme børn, udendørs undervisning og renvaskede hænder.

Hverdagen bliver noget anderledes i den kommende tid, hvor skemaet slet ikke ligner sig selv: Timer og frikvarterer er delt op, så man undgår mange elever samlet, ligesom de er spredt på skolen, to fritidshjem og en klub, fortalte skoleleder Søren Friis til Valby Bladet efter besøget:

»Børnene har været spændte og forventningsfulde - og glade. Lærerne havde det på samme måde.

Det er gået over al forventning med, at man har fundet ud af, hvilken opgang, man skulle bruge alt efter, hvilken klasse, man tilhører. Og forstå, at man skal blive siddende på sin plads, vaske hænder, spritte af og sådan nogle ting - det har de klaret til UG.

Det sværeste er at huske, at man hele tiden skal holde afstand til hinanden. Jo yngre, jo sværere er det. Vi har indendørs- og udendørsgrupper, der er sammensat med eleverne, så det også er gode venner og kammerater, der er sammen. Det er meningen, at de også skal prøve at holde de grupper uden for skoletiden, så vi stadig begrænser, hvem vi omgås.

Men det er klart, at når vi kommer ned i de mindste klasser og særligt 0., så løber de på kryds og tværs, når de kommer ud for at lege. Men det er jo også forventningen fra både myndigheder og politikere, og de har jo regnet på, at børn er børn og man kan forvente en anden fysisk kontakt,« sagde Friis.

Annonce

Nye samarbejder

Situationen har krævet utradtitionelle metoder, og det har åbnet for nye samarbejder på skolen, som har gjort en dyd ud af nødvendigheden, fortæller skolelederen:

»Skoledagen er en blanding af undervisning, fritid, leg og klubliv. Der er ikke skole fra otte til ti - det kommer an på, hvem der har dem i vagtskemaet. Men lærerne er selvfølgelig interesserede i at fortsætte undervisningen i fagene, også digitalt og udendørs, mens pædagogerne er interesseret i at styrke børnene i deres sociale udvikling. Og de ting bliver nu mere blandet henover dagen.

Og det her havde slet ikke kunnet lade sig gøre uden vores tilknyttede fritidshjem og klub. Vi har samarbejdet både på ledelsesplan og mellem personalegrupperne, som har været meget beredvillige og fleksible, prøvet den nye virkelighed af og givet det et godt skud på at løfte opgaven. Påsken? Den har ikke været her endnu i år, har den?,« griner Søren Friis, som fik yderligere fart på, da han i aftes fik at vide, at statsministeren ville kigge forbi.

Mette Frederiksen var da også begejstret for det, hun så, sagde hun til TV 2:

»Man er jo stadig ved at finde sig til rette. Men børnene har sådan en ’så gør vi bare det’- tilgang, og det smitter jo. Jeg ved, det er bøvlet, og at det er rigtig stort, det vi beder om. Men hvis man har samme ånd som denne skole, er jeg sikker på, at det nok skal lykkes.«

Og Søren Friis er glad for det skulderklap:

»Jeg betragter det da som en anerkendelse, at statsministeren har lyst til at komme og se, hvordan vi klarer det. Og det er en fornøjelse at vise, hvordan vi har løst opgaven med de vilkår, vi har været underlagt. Det er jo rart at høre, når hun siger, at det ser ud til at fungere. Og vi er da også glade for, at skolen kan blive profileret på den måde. Personalet fortjener det også efter at være blevet kastet sidelæns ind i opgaven,« siger Friis.

Annonce

Forældrene er med

Åbningen gælder for alle børn i vuggestuer, børnehaver og for elever i 0. til 5. klasse, som ikke er i en særlig situation i forhold til smitterisiko, mens de ældre elever fortsat skal blive hjemme. Og det har langt de fleste forældre været med på, fortæller skolelederen:

»Selvfølgelig har de mange spørgsmål, når man nu skal aflevere flere steder, men det er foregået uden panik eller kaos.

Ud af 380 mulige børn, der kunne møde i dag, har vi otte-ti procent, der har holdt børnene hjemme. Nogle, hvor barnet selv er syg eller i risikogruppe, andre hvor forældrene er i risikogruppe og så nogle enkelte, der holder dem hjemme, fordi de lige vil se tiden an. Det sidste er i hvert fald under 50, og vi har gjort meget ud af at sige, at man har lov til at være bekymret og lige kigge lidt på afstand. Vi har også eksempler på folk, der ikke ville sende børnene herover, og da man så så, hvordan det var planlagt, er de blevet sendt afsted alligevel. Der er faktisk meget godt styr på det.

Og det her handler jo selvfølgelig også om, at nogle forældre skal kunne arbejde i stedet for at hjemmeundervise og have børn omkring benene hele tiden.«

Annonce

Brugbare lektier

Fjernundervisning, Skype-møder og ugentlig morgensang på live-video er blevet helt almindelig latin på Lykkebo Skole de seneste uger, og mange ting kan tages med herfra, mener Søren Friis:

»Mens vi venter på, at der bliver åbnet op, så lærer vi en masse ting. Skolen har allerede lært meget om fjernlæring, og der er mange lærere i personalet, som siger, at her er altså mange gode ting, vi kan tage med videre. Børn, der har svært ved at komme i skole eller bare det at veksle mellem traditionel klasseundervisning og andre muligheder. Og når det her er grundvilkårene, så kan vi lige så godt smile, mens vi går ind i det. Livet bliver i hvert fald ikke nemmere af at gå med bukket hovede igennem det.

Men lad os huske, at det her er første dag. Jo, det er da en svær opgave. Vi har brugt al vores tid på at lære børnene at socialisere, ikke at holde nogen udenfor, og nu skal de holde nogle ude, som ikke er i deres gruppe. Dét gør man jo ikke lige på to minutter. Og det håber jeg faktisk heller ikke, de lykkes med, for så er det en anden opgave, vi står med, når skolen åbner rigtigt op igen.

Men det er dejligt at komme rundt og møde glade ansigter hele vejen rundt. De voksne er sgu’ også glade for at se hinanden igen,« griner Søren Friis.

Københavns børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) var også med på Lykkebo i morges. Han skriver på Facebook:

»Der er håndsprit og håndvask i gården, stor afstand i klasserne, men meget andet er helt som det plejer at være, og det er godt. Det har krævet en kæmpe indsats at blive klar på skolerne, og det er blevet løste til topkarakter i hele byen. I dag åbner 26 skoler – torsdag og fredag følger resten trop.«

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Vores gourmet-brand er på afgrundens rand

Annonce
Forsiden netop nu
CORONA

Google vil hjælpe fyrede lufthavnsansatte

Kronik

KRONIK: Bag den gule trøje

Ældre

Nye motionsredskaber i ældrecenter

Annonce