Annonce
Trafik

Storbyfænomen: Fulde cyklister er årsag til flest spiritusulykker

Spirituspåvirkede cyklister fylder væsentligt mere i ulykkestatistikken i Københavns Politikreds end i resten af landet. Foto: Uffe Weng/Ritzau Scanpix
Spiritusulykker med personskade sker her i storbyen især for cyklister - og i provinsen for bilister, fremgår det af nye tal fra Vejdirektoratet.
Annonce

I København og på Frederiksberg foregår en stor del af trafikken på cykel. Også når folk er blevet berusede, fremgår det i Vejdirektoratets seneste statistik om trafikulykker i 2019.

I Københavns Politikreds, der omfatter København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør, var spirituspåvirkede cyklister i 2019 årsag til halvdelen af alle spiritusulykker med personskade, nemlig 20 ud af 40. Til sammenligning var de spirituspåvirkede cyklisters andel på landsplan blot 15 procent, nemlig 42 ud af 282 spiritusulykker. Og 20 af de 42 var altså her i politikredsen.

Ni spiritusulykker i Københavns Politikreds var forårsaget af spirituspåvirkede fodgængere, otte af bilister, to af motorcyklister og to af knallertførere. Den opmærksomme læser regner sammen, at det giver 41, mens det samlede antal ulykker var 40. Statistikken forklarer, at flere spirituspåvirkede fodgængere har været involveret i samme ulykke.


Statistikken omfatter kun ulykker, hvor politiet har været involveret, altså hvor der er en vis alvorlighedsgrad

Marianne Foldberg Steffensen, Vejdirektoratet


Vi har spurgt Vejdirektoratet, om spirituspåvirkede brugere af elløbehjul slet ikke kommer til skade.

- Jo, det gør de helt sikkert, men tit tager de bare selv på skadestuen, og statistikken omfatter kun ulykker, hvor politiet har været involveret, altså hvor der er en vis alvorlighedsgrad, siger afdelingsleder Marianne Foldberg Steffensen fra Vejdirektoratet.

Tabel fra Vejdirektoratets nye rapport 'Ulykkestal fordelt på politikredse'.

I det hele taget kommer langt flere cyklister og fodgængere til skade i trafikken i Københavns Politikreds end i resten af landet. Her i hovedstaden udgør de henholdsvis 58 og 19 procent af samtlige tilskadekomne, mens tallene på landsplan er henholdsvis 28 og 13 procent.

Årsagen er, at de bløde trafikanter færdes mere i trafikken i byer end på veje i landzoner. Farten er lavere i byerne, så risikoen for, at bilister kommer til skade er lavere. Men cyklister og fodgængere er ikke beskyttet så meget, som når man sidder i en bil, så deres risiko for at komme til skade i en trafikulykke er større.

Annonce

Ni blev dræbt

Ni personer blev dræbt i en trafikulykke i 2019 i Københavns Politikreds, og det er ni for mange. I forhold til antallet af trafikdræbte (199) i hele landet i 2019 er det dog få i forhold til befolkningstallet her i hovedstaden.

Befolkningen i politikredsens fire kommuner udgør 13,6 procent af hele Danmarks befolkning, mens kun 4,5 procent af alle trafikdrab skete her i vores politikreds. Alle ni dræbte i Københavns Politi er sket i byzone.

I 2019 var der 440 (politiregistrerede) ulykker med personskade i Københavns Politikreds. Det er lidt lavere end i 2018, men højere end i årene 2015-2017. Der var 1.813 materielskadeulykker i 2019, og det er til gengæld en kraftig stigning fra 1040 i 2017 og 1321 i 2018. På landsplan er tendensen også et stigende antal materielskadeulykker.

Tabel fra Vejdirektoratets nye rapport Ulykkestal fordelt på politikredse.

Der er også statistik for, i hvilke situationer ulykkerne sker. Krydsulykker er langt den hyppigste både i politikredsen og på landsplan. Derimod er eneulykker langt sjældnere her i storbyen, de udgør kun fire procent af det samlede antal trafikulykker, mens andelen er 18 procent på landsplan.

Er du nysgerrig på flere tal eller andre politikredse, findes hele rapporten på vejdirektoratet.dk.

Så meget cykler vi i byen

Ifølge Frederiksberg Kommunes Cykelregnskab 2018 foregik 58 procent af alle ture til og fra arbejde og uddannelse i 2017 til fods eller på cykel, mens 30 procent foregik i bil. 65 procent af Frederiksbergs borgere cykler mindst en gang om ugen.

Ifølge Københavns Kommunes Cykelredegørelse 2019 var cyklers andel af ture til og fra arbejde og uddannelse i 2018 på 49 procent. Af alle ture i trafikken udgjorde biltrafikken 32 procent.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Byliv

Ved siden af: Meyers åbner forsamlingshus

JUL

Hjemløse juletræer er klar til salg

Klumme

Ikke mere Fucking

Debat

Samarbejde mellem skoler og idrætsforeninger

Annonce