Annonce
KøbenhavnLIV

Tema/Nørrebros Tolerance: Multikultur og monokultur på Nørrebro

Annonce

Af Halime Oguz, SF på Nørrebro, medlem af Folketinget

KÅRE BLUITGEN havde et indlæg i Nørrebro/Nordvest Bladet, hvor han behandler integrationen ud fra en pudsig, men i grunden sigende synsvinkel, nemlig madkulturen.

For tilsyneladende er Nørrebro på madfronten indbegrebet af multikultur, hvor man kan få alt fra samosa over falafel til shawarma. At gå ud at spise på Nørrebro er således en næsten paradisisk oplevelse for den multikulturelt indstillede verdensborger, og her er ordet ”eksotisk” tæt på at komme til sin ret.

Men Nørrebro har bare den blinde vinkel, at denne multikultur kun går den ene vej. Mens mange danskere valfarter til såkaldt etniske restauranter, ser man ingen etniske medborgere frekventere de få danske spisesteder på Nørrebro.

Man tager fejl, hvis man tror denne diskussion handler om, at en muslim partout skal spise flæskesteg eller stegt flæsk med persillesovs. Nej, den handler om, hvad denne fuldstændigt manglende omfavnelse af det danske på det kulinariske område er symptomatisk for.

Hvad Bluitgen lirker frem, er spørgsmålet, om de etniske medborgere, mange danskere forbinder med det multikulturelle, selv er særligt multikulturelle. Det gælder på madfronten, men nok så meget på så mange andre fronter. Møder en etnisk medborger på Nørrebro det danske med den samme nysgerrighed og sympati, som mange danskere møder det etniske med?

Jeg er bange for, at det ikke er tilfældet. Mange etniske medborgere lever tværtimod i en decideret monokultur, hvor de ikke er modtagelige over for det danske. En etnisk pige kan f.eks. ofte ikke forelske sig i og gifte sig med en dansk mand, men lever i lukket kredsløb, hvor hun skal gifte sig med én fra sin egen kultur. Det følger heraf, at hverken hun selv eller hendes ophav omfavner de danske frihedsrettigheder såsom individets frihed og retten til egen krop.

Det hele bliver ikke bedre af, at der på Nørrebro er en ekstrem venstrefløj, der i forsøget på at forsvare hele denne såkaldte multikulturalisme har en meget snæver opfattelse af, hvem der må være eller arbejde på Nørrebro, og hvis nogen falder udenfor, kan den sætte en chikane i værk, så de pågældende bliver jaget ud ad bydelen.

Så ja, Nørrebro kan ved første øjekast virke som en åben, tolerant og multikulturel bydel, men skinnet bedrager. Der er flere monokulturer, der med en ensidig håndhævelse af, hvordan man må udfolde sig her, modarbejder dette indtryk.

LÆS OGSÅ: https://staging-kbhlivdk.kinsta.cloud/2019/12/07/tema-tolerante-noerrebro-kommer-vi-alle-lige-aabne-til-kulturmoedet-eller-gaar-tolerancen-kun-en-vej/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Frederiksberg

På bunden af sagosuppen

Annonce