Annonce
Kerteminde Ugeavis

Bager har stor succes med at sælge bare bryster til fars dag: Kan du gætte, hvem der køber flest?

Jesper larsen bager ekstra bryster til fars dag, hvis du ikke når at bestille inden fredag. Foto: Jesper Larsen
Bare bryster er kun et af flere tiltag, Clausens Eftf. i Kerteminde har sat gang i for at skabe omsætning under coronakrisen.
Annonce

Kerteminde: Det er kvinderne, der er vilde med at købe bare bryster til deres mænd.

- De køber dem jo for sjov, fortæller bagermester Jesper Larsen fra Clausens Eftf. i Kerteminde, der i løbet af et par dage har solgt cirka 100 par bare bryster ved hjælp af et enkelt facebookopslag.

Køberne af brysterne får dem dog først på fars dag 5. juni, hvor de kan afhentes i bagerbutikken. Brysterne skabt ud af en sprød kirsebærsnittedej, og med til herlighederne følger en Amanda Øl fra Kertemindes Bryghus alt sammen til 80 kroner.

Ekstra bryster kan købes for 50 kroner.

- Er der ikke nogen, der er blevet krænket i de her MeToo-tider?

- Overhovedet ikke. Kvinderne synes, det er festligt, og vi skal jo have lidt sjov i her under coronakrisen, siger Jesper Larsen.

Bagermesteren fik ideen til de bare bryster efter, bageriets salg af kagehjerter til Mors dag gik ganske godt.

- Der var en kammerat, der sagde, at så skal du jo sælge bryster til fars dag. Og han kunne lige lave den rigtige form til brysterne, fortæller Jesper Larsen.

- Nu følger der en Amanda-øl med. Er det så en kopi af Amanda fra Kertemindes bryster, i sælger?

- Ja, det kan da godt være, he, he.

- Er det en god forretning at sælge bare bryster?

- Nej, det er noget, vi gør for sjov. Vi bruger meget tid på det, men vi får da lidt ud af det, siger bagermesteren, der blev hårdt ramt, da coronaen lukkede danmark.

- De første 14 dage under coronakrisen, var vi fuldstændigt døde, så vi har forsøgt at finde på nogle andre ting, der kunne give lidt ekstra salg, siger Jesper Larsen, der i flere uger selv kørte sit bagerbrød ud til kunderne for at få lidt omsætning i butikken.

- Men nu er vi næsten oppe på den normale omsætning igen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kerteminde Ugeavis

Et godt råd

Annonce