Læserbrev: Jeg ved ikke, hvor mange der har modtaget brev fra Kerteminde Kommune vedrørende lokalplan 334 bevaring af Lindøboligerne.
Min kone og jeg har fået hver sit enslydende brev om dette med post, og vi bor ikke i de omtalte Lindø huse. Det er fem sider og kuvert. Vi kan klage til planstyrelsen, hvilket koster 1800 kroner. Deraf skal jeg betale de 900 kroner.
Der er påført en kopi af et kort, som viser, hvilket område det drejer sig om. Men jeg tror ikke, at en eneste kan tyde noget ud af en utrolig dårlig kopi. Der er godt nok et hvidt felt, som kan ses på en grå flade, men hvor er det, og hvad er det?
Vi er 110 huse i Skovparken her i Munkebo, og flere af beboerne er ægtefæller eller samboende. Alle har fået hver sit brev. Hvorfor?
Vi er nok en del, der ikke forstår dette spild af papir og porto til Post Nord. Giv lokalavisen et kort resume om, hvad det drejer sig om, og hvor det er. Det kan nemt koges ned til en halv side, hvis man blot angiver, hvad det er, man vil med Lindøhusene. Det her er for tumpet at bruge penge på, og et sprog kun få gider sætte sig ind i.