Læserbrev: Pas nu ordentligt på borgernes penge!
Jeg vil ikke bestemme, hvad du skal mene. Jeg fremlægger bare nogle fakta for dig. Det er fakta om, hvordan politikerne bruger dine skattepenge.
For et par måneders tid siden: Den socialdemokratiske borgmester Kasper Ejsing siger, at Kerteminde har så mange penge i kassen, at der nu skal investeres ekstra frisk med dem.
For en måneds tid siden: Den folkesocialistiske formand for børne- og –unge og -uddannelsesudvalget, Alex Haurand, opdager, at hans udvalg har brugt 6.7 millioner kroner for meget.
For et par uger siden: Hele byrådet (minus Nye Borgerlige) finder de 6.7 millioner kroner ved at spare på blandt andet skolerne. Fordi – siger de – pengene skal jo findes i budgetterne.
Forleden: Kjerteminde Avis beskriver, at Kerteminde har brugt 40 millioner kroner for meget i 2021. Altinget.dk fortæller, at Kerteminde er en af de kommuner, der har regnet mest forkert.
Nye Borgerlige sagde nej til, at politikerne skal investere frisk med dine penge. Nye Borgerlige sagde nej til, at politikernes fejlberegninger og overforbrug andre steder skal ramme Kertemindes skoler.
PS: Alle mennesker passer bedre på deres egne penge end på andres penge. Man bruger færre penge, når det er ens egne penge. Derfor skal vi have sat skatten ned, så politikerne har færre penge at arbejde med, så borgerne selv kan beholde flere af deres egne penge, fordi borgerne naturligvis passer bedre på deres egne penge.