Langeskov: Det var ikke uden stolthed, at Superbrugsen Langeskov for nylig kunne præsentere sit årsresultat for 2021.
For på trods af et år præget af corona står den lokale brugsafdeling med et overskud på 1,2 millioner kroner før skat og det absolut bedste resultat i forretningens historie.
En del af forklaringen, mener brugsuddeler Kim Ernstsen, skal findes i, at flere og flere har fået øjnene op for at handle lokalt.
- Corona har - uanset hvordan man vender og drejer det - været positivt for os. Der har blandt andet været en ekstra tilgang af kunder, der ikke har handlet udenbys, men lokalt og loyalt, konkluderer han.
Samtidig har forretningen med sit nye lager tredoblet sin opbevaringskapacitet, hvilket har lettet arbejdsgangen betydeligt, da der nu er plads til 120 paller over for de cirka 40, rummet tidligere kunne rumme.
- Vi har fået luft i lokalerne, så man ikke skal hoppe og springe over pallerne, når der kommer varer igennem til daglig, lyder det fra Kim Ernstsen om udvidelsen.
Der har vist sig at være en ekstra gevinst nu, hvor priserne stiger i øjeblikket.
- Her kan man lave noget godt købmandsskab ved at have lidt ekstra varer på lager.
Tilbage til gamle dyder
Overskuddet skal gå til at understøtte det kommende års drift.
Sideløbende med det forbereder Superbrugsen Langeskov at sætte nye tiltag i søen.
- Vi har ikke nogen stor koncern, der laver et nyt koncept i vores butik. Vi betaler selv, når tingene skal laves, siger Kim Ernstsen.
Sidste år ansatte uddeleren en ekstra medarbejder i delikatesseafdelingen, men på sigt ønsker Kim Ernstsen at udvide yderligere, men også i slagteriafdelingen med inspiration hentet i tidligere tiders købmandsskab:
- Vi vil gerne gøre mere i at have en betjent disk, så man for eksempel kan få skiveskåret pålæg. Det handler om at gentænke nogle af de ting, vi husker fra før og få dem til at passe ind i nutidens Danmark, forklarer han.
Derudover skal køkkenet udstyres med flere borde og ovne, så man bedre kan håndtere den stigende efterspørgsel på mad ud af huset.
Fingeren på pulsen
Men den nuværende situation sætter sine begrænsninger, og de stigende priser får Kim Ernstsen til at være varsom med at trykke speederen i bund:
- Det er mest den her usikkerhed omkring tingene, jeg synes er svær. Kødpriserne er for eksempel steget meget på det sidste, og det kan være en stor mundfuld for kunderne, siger han og fortsætter.
Kim Ernstsen, brugsuddeler, Superbrugsen LangeskovVi vil gerne gøre mere i at have en betjent disk, så man for eksempel kan få skiveskåret pålæg. Det handler om at gentænke nogle af de ting, vi husker fra før, og få dem til at passe ind i nutidens Danmark
- Havde du spurgt mig for tre måneder siden, havde jeg sagt, der skal fuld gas på lige nu. Men efter, at vi nu har en hverdag med krig i Europa, så tænker folk bare anderledes.
Derfor ser han helst, at man holder 'fingeren på pulsen' med hensyn til nye investeringer:
- Lige nu er det ikke fornuftigt, at vi laver forhastede beslutninger. Det handler meget om at få planlagt og tænkt sig grundigt om og få sat tingene i gang på det rigtige tidspunkt, konstaterer han.