Annonce
Kerteminde Ugeavis

Dyreorganisationer er oppe i det røde felt: Nu kan du lytte med i en paneldebat om forskning i marsvin

Fjord&Bælt lægger fredag op til en debat om deres marsvine-forskning. Arkivfoto: Héloïse Hamel, SDU
Når der på fredag er Forskningens Døgn på Fjord&Bælt, bliver der sat fokus på marsvineforskning. Du kan følge med online og få svar på dine spørgsmål.

Kerteminde: Sidste år landede marsvinene Saga og Eskild i bassinet med marsvinet Freja på Fjord&Bælt i Kerteminde. Det fik dyreorganisationerne på barrikaderne.

Blandt andet var World Animal Protection Danmark meget imod, at de to marsvin kom i fangenskab, og organisationen startede en kampagne for at befri Saga og Eskild. Med en underskriftindsamling ønskede dyreorganisationen at få sat marsvinene tilbage i naturen.

Netop fordi der har været en del diskussion om Fjord&Bælts marsvin, har oplevelsescentret på havnen i Kerteminde besluttet at sætte deres marsvineforskning på dagsordenen, når der på fredag er Forskningens Døgn. Det fortæller Magnus Wahlberg, der er seniorforsker ved Fjord &Bælt og Syddansk Universitet.

Annonce

- En del af argumenterne fra de mennesker, der er imod vores forskning, går på, at der ikke er brug for mere forskning, fordi al den viden, der er behov for, fik vi allerede i 70'erne, forklarer Magnus Wahlberg.

Han synes derfor, at Forskningens Døgn var en oplagt mulighed for, at Fjord&Bælt lægger op til en pandeldebat, hvor der bliver sat fokus på, om forskningen overhovedet kan bruges til noget.

Stil spørgsmål

Fjord&Bælt har fået en række forskere, der arbejder med marsvin til hverdag, men ikke arbejder på centret, til at lægge vejen forbi og give deres input.


Vi håber, at der er rigtig mange, der kigger med og kommer med deres holdninger. Folk har jo rigtig mange holdninger. Det er altid dejligt for os, der arbejder med det, men hold da op.

Magnus Wahlberg


- Jeg har fingrene så meget i det selv, så jeg skal ikke stå og sige, at alt det, vi gør, er perfekt. Derfor er det godt at få andre stemmer ind, som kan sige, om de mener, at det er muligt at bruge forskningen i Kerteminde til noget, understreger hvalforskeren i Kerteminde.

I panelet, der skal diskutere marsvineforskningen, dukker også to fra dyreorganisationer, der er imod forskningen, op og har været meget fremme med deres holdninger. Det er Gitte Buchhave fra World Animal Protection og Peter Mollerup fra Dyrenes Venner. De to dukker op via et Zoom-link fra København.

Det er Sebastian Klein, der er medlem af det Dyretiske Råd, der bliver ordstyrer i debatten, som folk kan følge på Fjord&Bælts Facebook-side. Her er det også muligt at stille spørgsmål til debat-deltagerne via en blog.

Det er fra klokken 9.30 til 13, at du kan lytte med til indlæg og selv få opklaret nogle af de spørgsmål, du måtte have.

- Vi håber, at der er rigtig mange, der kigger med og kommer med deres holdninger. Folk har jo rigtig mange holdninger. Det er altid dejligt for os, der arbejder med det, men hold da op. Det er ikke alle holdninger, der er så pænt formuleret, og det er heller ikke altid, at folk har den nødvendige kendskab, inden de udtaler sig om, hvorvidt vi piner dyr, siger Magnus Wahlberg.

Derfor ser han også frem til en saglig diskussion om forskningen i marsvin.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kerteminde Ugeavis

Restaurant investerer i food truck og frygter genåbning i maj: - Det forventes jo, at jeg skal til at stå og gøre politiets arbejde

Kerteminde Ugeavis

Revyskuespiller med en baby på fem en halv uge og snart en premiere: - Jeg kan da godt mærke, at den her 40-årige krop kunne trænge til en lur

Annonce