Annonce
Kerteminde Ugeavis

En helt naturlig og bæredygtig have

En bæredygtig have med masser af planter og insekter er til glæde for både miljøet og dig selv. Foto: Kehlet
Det er både godt for dig, for miljøet, for dyrene og for verden at indrette din have bæredygtigt. Læs her hvordan du gør det.
Annonce

Greta Thunberg talte ikke om haver, da hun talte med store bogstaver i FN. Men klimavenlighed sker også i det små og hjemme i vores egne haver, og det giver mere end god mening for både dig selv, dyrene og miljøet at indrette din have bæredygtigt. Først og fremmest handler bæredygtighed om mindre forbrug, transport og forarbejdning, og det kan godt overføres til haven, som i bæredygtig version vil kræve meget mindre pleje og pasning af dig.

Planterne viser dig faktisk meget af vejen, for trives de et sted i haven, er de det rigtige valg og bør blive, men trives de ikke år efter år, bør du lade være med at vande og gøde og i stedet finde på noget andet.

Der er masser af insekthoteller i handlen i disse klimatider, men du behøver ikke køre hen til byggemarkedet og købe et og køre hjem igen med det. I stedet kan du indrette din have, så der er masser af redepladser, føde, vand og skjul til fugle, sommerfugle, bier, frøer, pindsvin og tudser. Lad et hjørne vokse vildt, lav bunker af kvas og sæt redekasser op i træerne, så vokser antallet af fuglearter også i din have.

Planter oplagrer CO2 og sender ilt ud i luften, og mange planter sender meget ilt ud til gavn for klima og miljø. Træer, buske og rustikke stauder er gode til formålet, og så er det bedre for vores verden end løg, der kun holder en enkelt sæson, og som er avlet i udlandet og kørt hertil.

For at spare på vandet kan du samle dit regnvand fra taget op i en tønde og bruge det til at vande haven med. Det kommer også din vandregning til gode. Og lug så dine bede og plant tæt, så ukrudtet har svært ved at vokse, så du slipper for at skulle bruge sprøjtemidler. Trykimprægneret træ er en miljøsynder og udskiller skadelige stoffer, så vælg naturligt træ til dine højbede. Vælg også naturlig og organisk gødning fremfor kemisk og vælg jord uden spagnum, fordi det ikke er det miljøvenlige valg og ødelægger naturområder, hvor det hentes fra. Lav i stedet hjemmelavet plantemuld af havejord, grus og kompost (fra din egen kompostbunke i haven) og vælg købejord uden spagnum.

Det siger sig selv, at en græsplæne er bedre for miljøet end stenbelægning, fordi græs optager CO2 og suger regnvandet fremfor at sende det ud i kloaksystemet. Skal du tænke på dyrene i haven, er en lille plæne dog bedre end en stor, fordi der ikke er meget at finde for dyrene på en græsplæne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kerteminde Ugeavis

At blive voksen

Annonce