Annonce
Kerteminde Ugeavis

Grethe er kratlusker: Hun får motion ved at forevige sjælden natur

På p-pladsen ved Bogensø fik Grethe Bergholdt øje på en bevoksning af majgøgeurt på p-pladsen. Dem fik hun kommunen til at sætte hegn uden om, så de ikke bliver kørt ned. Foto: Helle Nordström
Grethe Bergholdt fra Dalby har et utroligt godt øje for blomster og insekter. Hun fotograferer og deler på nettet og er efter, at hun er blevet pensionist, ved at udvikle sig til lidt af en ekspert.

Nordøstfyn: - Når folk bliver pensionister, skal de bare trække i tøjet og gå ud og opleve vores kommune. Hvis de da har fysikken til det, siger Grethe Bergholdt fra Dalby.

I de tre år, der er gået siden, hun gik på pension, er hun blevet lidt af en ekspert, når det gælder Danmarks vilde blomster. Hun er vaskeægte kratlusker, og på sine ture fotograferer hun, hvad hun støder på af blomster og insekter. Til stor glæde for de faste brugere i facebookgruppen Kertemindes uovertrufne natur, hvor hun flittigt deler sine billeder.

Hvor de fleste af os i bedste fald ville få øje på en lille, blå blomst og sige: Nej, en sød, blå blomst, slår Grethe Bergholdt efter et hurtigt blik fast, at det er en tveskægget ærenspris. Hun taler begejstret om hjorterod, mandstro, nikkende fuglemælk og engnellikerod.

Annonce

- I starten kendte jeg ikke navnene på ret mange af blomsterne, fortæller hun.

- Så tog jeg billeder og sendte til nogle af mine venner, som så kunne sætte navn på.

- Så gik der jo sport i at finde endnu flere forskellige. Nu bruger jeg facebookgruppen Dansk Botanisk Forening. Jeg lægger et billede op, og 10 minutter senere har jeg navnet. Og efterhånden hænger der jo noget ved, så nu kan jeg temmelig mange navne selv. Jævnligt får jeg så også øje på et spøjst insekt. De billeder sender jeg til facebookgruppen Kryb og kravl, så får jeg også navne på dem.

Hun får mange reaktioner på sine billeder på Facebook.

- De er der blandt andet til alle dem, der ikke selv kan komme derud i naturen. Jeg ved, at der er mange, der har glæde af det, det kan jeg se i kommentarsporet, og det er da bare dejligt at kunne glæde nogen med mine billeder.

Det har givet hende en ide om, at man på demensafdelinger burde opstille skærme med naturbilleder som supplement til samlinger af redskaber og ugeblade, for natur kan i den grad vække minder.

Naturen er altid åben

Grethe Bergholdt er i den grad udendørs-menneske.

- Det har jeg altid været, og dengang vi var børn, legede vi jo altid ude.

Derfor passede det hende glimrende at arbejde med de grønne områder som ansat på Materialgården. Efter et par operationer i nakken blev hun dog flyttet på kontor.

- Men jeg var nok ikke så meget på det kontor, som jeg burde, for hver gang, der var den mindste chance for at komme ud, så smuttede jeg, griner hun.

Så det var helt naturligt for hende at kaste sig over naturen, da hun som pensionist fik tiden til det.


Jeg behøver ikke at gå i motionscenter, for skovene, klinterne, engene og strandene er mit motionscenter

Grethe Bergholdt, kratlusker


- Jeg skal helst ud at gå hver eneste dag, og så får jeg jo både naturen, frisk luft og motion, og jeg får set en masse smukke ting. Der er så mange flotte blomster ude i naturen - dem kan jeg meget bedre lide, end dem vi kan købe og plante i haven, forsikrer hun.

Grethe Bergholdt er stort set dagligt ude at gå i naturen, og man ser hende ofte i denne stilling: I gang med at fotografere en smuk blomst. Foto: Helle Nordström

- Og jeg behøver ikke at gå i motionscenter, for skovene, klinterne, engene og strandene er mit motionscenter. Og her i coronatiden, hvor vi ikke har kunnet så meget andet, er der altid åbent i naturen. Så kan der godt være en lille å, man skal hoppe over, og det kan godt være, at man ikke når helt over. Men det er lige meget, for jeg kan jo bare køre hjem og tage tørt tøj på. Der er aldrig så langt hjem, for vi er så heldige, at vi har alting lige omkring os.

Annonce

De bedste grøftekanter

I øjeblikket efterlyser Kerteminde Kommune viden om de bedste grøftekanter med særligt meget vild natur, og hvis der er nogen, der ved noget om det, så er det Grethe Bergholdt.

- Jeg kan blandt andet pege på Fynshovedvej på strækningen mellem Uglehuset og Mesinge. Der kan man finde både engkabbeleje og hyldebladet baldrian. Eller på strækket ved Drigstrup, hvor der blandt andet gror vild tulipan.

Men som det naturmenneske, hun er, tilføjer hun:

- Jeg synes nu bare, de skal passe på det hele.

Grethe Bergholdt tager de fleste billeder med sin mobiltelefon, blandt andet denne oldenborre. Foto: Grethe Bergholdt
Endnu et af Grethes Bergholdt naturbilleder, edr afslører et godt øje for det smukke motiv - her kællingetand med egen flue. Foto: Grethe Bergholdt
Grethe Bergholdt sætter stor pris på hjorterod. Det er en sjælden plante, der i Danmark stor set kun findes ved Storebælts kyster. Ifølge Naturbasen findes den på Fyn kun i Kerteminde Kommune. Foto: Grethe Bergholdt
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kerteminde Ugeavis

Grundlovsmøde i Venstre

Annonce