Marslev: Da hun mødte på arbejde fredag morgen og kiggede rundt i klasserne på Marslev Skole, var det en flok velkendte ansigtstræk, der stirrede tilbage på hende.
Jytte Mehr har nemlig arbejdet i Marslev Børnehus de sidste 31 år, og hun kender efterhånden de fleste børn og voksne i den lille landsby syd for Kerteminde.
- Jeg kender mange af familierne. I morges havde hver klasse på skolen lavet et lille afskedsindslag, og da jeg kiggede rundt på børnene stod jeg også og tænkte på, hvordan de så ud, da de var tre år, fortæller hun.
Dagen igennem var Jytte Mehr travlt beskæftiget med at sige farvel til højre og venstre. Lederen af Marslev og Nymarkens Børnehus og SFO går nemlig på pension.
10 afskedsarrangementer i stedet for én reception
Afskedsreception bliver der ikke noget af på grund af corona-restriktioner. Men alternativet er da også værd at glæde sig over, fortæller hun:
- Vi må ikke holde en almindelig reception, så det har været sådan, at i alle de kredse, jeg kommer med mine kolleger, har der været holdt noget. Som jeg har talt det, får jeg det til en 10-11 arrangementer i stedet for. Det er mega godt.
Jytte Mehr blev ansat, dengang børnehaven hed Rumleby Børnehave, og har gennem tiden fået ansvar for både sfo og dagpleje. Der er også sket meget i Marslev siden dengang. Et stort nyt boligkvarter er kommet til i Alléparken, og særligt de seneste år har budt på store forandringer for Marslev Børnehus. Efter en årrække i meget nedslidte bygninger kunne børn og personale i februar 2019 flytte ind i et helt nybygget børnehus ved siden af Marslev Skole. Det viste sig dog hurtigt for lille til at rumme de mange børn, der flyttede med ind i nybyggerkvarteret ved siden af, og institutionen er derfor for nylig blevet udvidet med pavillioner.
Jytte MehrJeg kender mange af familierne. I morges havde hver klasse på skolen lavet et lille afskedsindslag, og da jeg kiggede rundt på børnene stod jeg også og tænkte på, hvordan de så ud, da de var tre år
Alt det kan hun nu vinke farvel til. Foran venter pensionisttilværelsen med ægtefælle, to børn, tre børnebørn og en sejlbåd.
- Min mand er gået på efterløn, så vi sejler jo rigtig meget om sommeren. Vi har tre børnebørn og et hus, vi gerne vil have gjort noget ved. Og en have. Og vores søn og datter bor i Odense, og da vi bor i Seden har vi nemt ved at besøge dem, fortæller hun.