Kerteminde: Natten til lørdag omkring klokken 01 i Kerteminde bragede en ung fyr på sin scooter ind i Lene Buchs parkerede bil, en metallicgrå polo vw.
Bilen holdt på Vestergade ud for nummer 88.
Den unge mand kom kørende inde fra byen og i svinget, hvor Præstegade munder ud i Vestergade, mistede han øjensynligt kontrollen over køretøjet.
- Herefter kurede han tilsyneladende - så vidt jeg kan regne det ud - hen ad vejen og ind i min kones bil, som holdt parkeret længere henne, forklarer Per Buch, Lene Buchs mand.
Det gav et højt brag, og en beboer på Vestergade har fortalt Per Buch, at han så, at der var et ægtepar, der talte med den unge mand.
Parret vil Per Buch, der sammen med sin kone bor i Præstegade i Kerteminde, gerne i kontakt med.
For Lene Buchs bil er blevet noget medtaget efter, at den unge mand på scooteren ramte den.
- Jeg ved blot, at det var et midaldrende ægtepar. Hun er lyshåret og har pagehår. Det er det eneste, jeg har at gå efter, påpeger han.
Bilen, som scooteren ramte, har fået en lang ridse i to døre, og et dæk er eksploderet.
Ung mand fra Munkebo
I første omgang troede Per Buchs nabo, der gik forbi bilen om søndagen, at den havde været udsat for hærværk.
Men da Per Buch og hans kone lagde vejen forbi, fik de den fulde forklaring fra den beboer, der havde hørt braget om natten og som fortalte, at han havde talt med det ægtepar, som Per Buch gerne vil i kontakt med nu.
Jeg ved blot, at det var et midaldrende ægtepar. Hun er lyshåret og har pagehår. Det er det eneste, jeg har at gå efter.
Han har fået at vide, at ægteparret skulle have tilbudt den unge mand at køre ham hjem, men det havde han afslået.
- Efter hvad jeg har fået oplyst, kunne scooteren ikke køre derfra, men næste dag var den fjernet fra uheldsstedet.
Han har også hørt, at der lå en del plastikstumper.
- Men de er åbenbart blevet ryddet op. Jeg ved ikke, hvordan det er foregået.
Per Buch har fået at vide, at ægteparret har fortalt, at den unge mand bor i Munkebo, og de har taget nogle billeder af ham og scooteren.
Sagen er meldt til politiet.
Hvis du ved noget om sagen, eller du er en del af det ægtepar, Per Buch, leder efter, kan du kontakte ham på telefon 4098 0801.