Annonce
Kerteminde Ugeavis

Langeskov VVS er ny i byen: Islænding og lokal i usædvanligt parløb

Isar Beck har sammen med Palle "Alfred" Jensen etableret Langeskov VVS for et par måneder siden. De har allerede en del opgaver med boligforeninger m.v., men endnu har de private kunder ikke rigtigt fået øje på dem. Foto: Helle Nordström
Isar Beck er sprunget ud som selvstændig i det nystartede Langeskov VVS. Det turde han kun, fordi han har fået den lokale og erfarne Palle "Alfred" Jensen med.
Annonce

Langeskov: Der er iværksætterens gå-på-mod og alderdommens erfaring samlet i det nystartede Langeskov VVS.

Bag Langeskov VVS står den 43-årige islænding Isar Beck, der i nogle år har boet i Odense. Men selvom drømmen om at være selvstændig var stærk, så havde han ikke turdet at tage springet, hvis han ikke havde haft Palle "Alfred" Jensen med, fortæller han. De to passer firmaet fra et lejet værksted på Agertoften i Langeskovs industrikvarter.

- Jeg kender jo ikke så mange heromkring, og jeg har ikke et langt livs erfaring, så det betyder virkelig meget for mig, at Palle "Alfred" ville bakke mig op, fortæller Isar Beck.

Isar Beck er født og opvokset på Island. Men efter at have arbejdet nogle år med VVS, men uden at have nogen uddannelse, ville han prøve noget andet.

- Jeg arbejdede fra klokken 7 til klokken 22-23, og det var lidt for meget. Så jeg valgte at flytte til min bror i Hanstholm, fortæller han.

Der mødte han den kvinde, som nu er hans hustru - og hun skulle studere i Odense. Som nybagt fynbo besluttede Isar sig for at tage en vvs-uddannelse, og bagefter tog han den installatøruddannelse, der er nødvendig for at være selvstændig.

Annonce

Flytter til området med sin familie

I læretiden mødte han Palle "Alfred" Jensen og god kemi opstod.

- Isar har jo hele tiden talt om, at han gerne vil være selvstændig. Jeg har været selvstændig det meste af mit liv, indtil jeg blev så syg, at jeg måtte afvikle min virksomhed, fortæller Palle, der aldrig er døbt Alfred - det er et øgenavn fra barndommen, der ligesom er hængt ved.

Egentlig skulle Palle "Alfred" Jensen være stoppet med at arbejde på grund af sin sygdom, men den tanke brød han sig ikke om, så nu har han fået lov at arbejde på flextid. Og den tid bruger han hjertens gerne på at hjælpe Isar Beck godt i vej.

Han kan ikke lave så voldsomt meget fysisk arbejde, men i stedet kommer han med et helt livs erfaring og tips og gode råd i stribevis.

- Det lokalkendskab og den erfaring, Palle "Alfred" kommer med er utroligt meget værd for mig, siger Isar Beck, der dog regner med selv at blive lokal inden så længe. Det er hensigten at han flytter til området med hustruen og deres fireårige søn.

- Jeg håber at få opbygget en god lille virksomhed, og vi er klar til at løse alle opgaver indenfor VVS og blik lige fra vandhaner til pillefyr - og vores speciale, det er varmepumper.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kerteminde Ugeavis

At blive voksen

Annonce