Kerteminde: En mand er søndag morgen blevet fundet død i vandet ved havnen i Kerteminde.
Det oplyser Steen Nyland, vagtchef ved Fyns Politi.
- Vi har været med til at hente en person op af havnen, som blev konstateret død umiddelbart efter, fortæller han.
Redningsaktionen fandt sted omkring klokken 08.15. Vagtchefen understreger, at der ikke er noget, der tyder på, at der er forgået en forbrydelse.
Afdødes alder er ukendt for nuværende, men der er som nævnt tale om en mand. Vedkommendes pårørende er blevet underrettet.
Ifølge vagtchefen har manden formentlig ikke befundet sig længe i vandet. Det er dog uklart, hvordan han endte i havnen.