Annonce
Portræt

Marc er Great Northerns nye cheftræner

Marc Molin regner med, at han og hans familie flytter til Kerteminde senest i løbet af efterået. Foto: Great Northern
Marc Molin er den nye cheftræner på Great Northern i Kerteminde. For ham er det vigtigt, at han ikke blot løfter handicappet, men også ser mennesket bag spilleren.
Annonce

- Jeg nåede at være der fysisk i en uge, inden jeg havde en golfskole i Spanien, og da jeg var på vej hjem, blev alt lukket ned. Så det var atypisk at skulle starte et hold op af to trænere og mig selv, fortæller Marc Molin, der 1. marts tiltrådte som cheftræner på Great Northern, hvor han afløser Søren Hansen.

Begyndelsen på det nye arbejde blev noget anderledes end forventet, da coronavirussen pludselig lukkede landet og dermed også golfbanen, hvor den nye træner skulle til at tage fat.

- Det krævede fleksibilitet for alle parter, men det gik fint, pointerer han.

Siden begyndelsen af april har det været muligt at mødes lidt oftere - dog med lidt aftand.

- Jeg vil sige det sådan, at hvis det ikke havde været for viljen og passionen for jobbet blandt de andre trænere, havde det været en større udfordring, end det egentlig har været. Der har været et fint sammenhold.

Marc Molin

Født i København. Opvokset i Frederikssund.

Har tidligere været træner ved Ishøj Golf og Københavns Golfklub.

Bor syd for Malmø med sin hustru, Alexandra, og børnene Maya Sofia på otte år og Noah på to.

Annonce

Vil gerne flytte andres spil

Marc Molin bor endnu ikke i Kerteminde. Lige nu bor han faktisk i Sydsverige uden for Malmø, men til efteråret er det planen, at han og hans familie bosætter sig i Kerteminde. Der er blot lige et hus, der skal sælges.

Oprindeligt er han født i København, men barndomsårene har han haft i Frederiksund, hvor han også har spillet golf som junior, inden han flyttede til København for at blive golftræner.

Marc Molin har prøvet mange sportsgrene, inden han endelig landede på golf.

- Da tidskravet fra de forskellige sportsgrene blev øget, sorterede jeg stille og roligt fra, og så blev det golf.

- Som barn har man nok altid en drøm om at blive professionel i den sportsgren, man nu dyrker, men jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg holdt af at flytte andres spil. Jeg holdt af at spille, men den anden side var også en naturlig passion for mig, fortæller han.

- Derfor valgte jeg den vej.

Annonce

Alt i cykelafstand

Han har arbejdet meget med junior - og eliteudvikling og er meget interesseret i udviklingen af mennesket bag spilleren.

- Det er ikke blot handicappet, men ligeså meget den spiller, der skal løfte opgaven, når tingene går imod, jeg er interesseret i.

Marc Molin har taget flere uddannelser inden for spillerudviklingen og har besøgt flere sportsorganisationer rundt omkring i verden for at studere deres miljø og kultur. Blandt andet har han været i FC Barcelona.

I løbet af trænergerningen har han også taget nogle år, hvor han har spillet på Ecco Tour'en.

- På den måde har jeg stået der selv og ved derfor, hvordan det føles, når jeg nu står over for en ung person, der gerne vil derop på et tidspunkt. Så er det lettere for mig at guide.

Han er meget glad for at være på Great Northern og havde ofte hørt flotte ting om stedet, før han fik jobbet som cheftræner.

- Jeg har altid vidst, at banen var fantastisk, for det har jeg hørt fra mange steder, men det, der egentlig trak mig til, var det renommé, stedet har med de ting, der bliver lagt vægt på med at skabe ekstraordinære oplevelser for folk omkring golfen. Det gjorde mig ret interesseret. Det kunne jeg godt se mig selv som en del af.

Nu ser han frem til, at han og hans familie flytter til Kerteminde. Han fortæller, at hans og hans hustru altid har lagt vægt på at bosætte sig lidt i nærheden af en storby, men aldrig i den.

- Vi elsker stranden og naturen. Vores børn elsker at være ude. Der er Kerteminde jo rigtig god, pointerer Marc Molin og fortæller, at det også er vigtigt, at børnene kan cykle rundt.

- De kan cykle op til mig efter skole eller kan cykle hjem, hvis det er det, de har lyst til. Det er det jo tæt på perfekt at være i Kerteminde.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kerteminde Ugeavis

Et godt råd

Annonce