Annonce
Kerteminde Ugeavis

Morgenfrisk: 83-årige Grethe finder livsglæde som morgenroer

Grethe Pilegaard fyldt med morgen-energi og på vej ud på bugten med morgenroeren. Foto. Kai Holm
83-årige Grethe Pilegaard møder hver morgen på nær lørdag-søndag klokken 5.40 i Kerteminde Roklub for at servicere 24 aktive morgenroere
Annonce

Klokken syv om morgenen kan du se op til 24 morgenfriske 60-85 årige med rytmiske åretag på vej ud af Kerteminde Havn. De er i gang med dagens motion eller træning. Tre til fire kilometer langs kysten, inden de vender skuden og med endnu kraftigere åretag vender hjem til roklubben og morgenkaffen.

I en af bådene, der hedder Morgenroeren, sidder styrmanden Grethe Pilegaard.

– Det er en kæmpe glæde at komme ud på vandet - tidligere som aktiv roer, nu som styrmand, siger hun med glæde i stemmen.

Det er ikke bare i båden, at Grethe Pilegaard agerer styrmand. Inden den daglige rotur er Grethe mødt frem i det flotte klubhus ved inderfjorden.

– Jeg møder klokken 5.40. Rydder op i klublokaler og køkken, laver kaffe til termokanderne, dækker bord, og gør dagens både klar til at komme ud på vandet, siger Grethe, der lyser af ildhu.

Fra cirka 6.30 når Grethe 20 minutters opvarmning i en af klubbens mange indendørsromaskiner, inden dagens gode oplevelse, turen på vandet og ikke mindst fællesskabet med de andre friske morgenroere. Blandt disse hendes mand, Poul Erik Pilegaard, der får lov til at sove længe inden serviceringen i roklubben.

Grethe Pilegaard flyttede til Kerteminde i 1985 og meldte sig ind i roklubben. Siden er det blevet til tusindvis af kilometer på vandet med ture fra Fyn rundt til småture til Romsø eller langs kysten til Svendborg.

I mere end 20 år har Grethe været klubbens "ma’mor" og serverer med stor fornøjelse grønlangkål og citronfromage.

Efter en snak med Grethe i roklubbens lokaler er man slet ikke i tvivl om, at det daglige aktive liv i og omkring klubben, er med til at holde Grethe i topform trods alderen.

Med sin iver for at også at gøre noget for andre, er hun med til at skabe gode oplevelser såvel fysisk som socialt for mange lidt ældre kertemindere.

Kerteminde Roklub har cirka 200 aktive roere. Et klubhus med en unik beliggenhed med et kig til fjorden og Lillestranden. Skulle du en dag komme tidligt op, er Kerteminde Roklub med Grethe Pilegaard og de aktive morgenroere så afgjort et besøg værd.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kerteminde Ugeavis

At blive voksen

Annonce