Annonce
Kerteminde Ugeavis

Nissernes arbejde udenfor sæsonen

Klummeskribent Lucy Bergström har en teori om, at nisserne efter jul flytter ind i computere og iPads for at drille os. Arkivfoto
Annonce

Jeg tror, jeg har løst et stort mysterium om, hvor nisserne bliver af, når december er ovre.

Det spørgsmål har vi grublet over - især når familiens børn har undret sig. Nisserne fylder meget i juletiden. De spøjse menneskelige væsener med deres festlige, røde tøj, deres beskedne størrelse og deres risengrød med smørklat.

Her er mit bud: De skifter til cowboybukser, T-shirt og kasket, når julen er overstået. Festtøjet pakkes væk. Men nisserne bliver ikke i de der papkasser med "Julegrej" skrevet udenpå. Langt fra. De har gang i noget skummelt arbejde: De formindsker sig på magisk vis yderligere i størrelse og flytter ind i vore maskiner. Nogle invaderer printeren, computeren, iPad'en og mobilen. Andre rykker ind i vor Nissan og driller med lygterne, som svigter én efter én i vintermørket.

Printernissen elsker at blokere for printeren, så man får besked på, at "Printeren er ikke tilsluttet." Nissen opnår denne meget provokerende tilstand ved at gå ind i indstillinger og sørger for, at bestillingen på en kopi bliver sendt til den gamle printer. Det er mindst fem år siden, at vor gamle printer var i sving, men den spøger stadig - takket være printernissen!

Computernissens pragtnummer er at fryse skærmen til, når man har skrevet flere sider på et dokument, så cursoren ikke kan flyttes. Man har ikke andet valg end at tvangsslukke hele maskinen med slukknappen - samtidigt med, at man sveder ved tanken om, at hele dokumentet hermed risikerer at gå tabt. Det kan være en klumme til denne avis, en række historier om min svenske farfars lange liv som afholdsmand - for eksempel, da han fyldte 90, og lægen anbefaldede, at han tog sig en whisky hver dag. Det kan også være en oversættelse med en masse svære ord.

Min konspirationsteori er, at nisserne indgår i et komplot sat i værk af producenterne for at maksimere salget af nye printere, computer og Nissan'er - ganske enkelt. Det er nederdrægtigt!

Ingen ønsker, at dét, man har brugt tid og/eller kreativitet på, skal forsvinde. Jeg er efterhånden ekspert i at genfinde "tabte" dokumenter til mig selv og til min endnu mere frustrerede mand, som mest af alt har lyst til at smide computeren ud ad vinduet!

Nisserne i computeren elsker også at bringe vort blod i kog ved at sætte alting på slow-motion. Man kan læse en roman ved siden af, mens man venter på, at gearene i maskinen langsomt og usikkert kværner løs. Jeg har lige lavet mit regnskab og skrevet en indkøbsliste, mens jeg ventede på, at diverse sider stille og roligt ville indlæse sig, så jeg kunne svare på morgenens e-mail. Lykkeligvis har skærmen endnu ikke låst sig fast. Der er heldigvis altid noget, man kan være taknemmelig for!

Min mands værste hade-drilleri er, når man i netbank betaler regninger og med mange lange forsinkelser endelig kommer frem til kvitterings-vinduet. Så får man at vide, at betalingen ikke er gået igennem, og man skal starte op igen!

I iPaden, som bliver flittigt brugt til at "skype" eller ringe gratis til folk med (med video på), sker det tit, at forbindelsen er så dårlig, at man ikke kan høre eller knapt se hinanden og må ringe frem og tilbage flere gange i håb om en bedre forbindelse. Til sidst må man opgive og sige farvel til familien "over there". Andre gange er det ligesom at være i samme rum, så skarpt og fint gengives billederne og hvor vi kan vise hinanden alt muligt. (I disse tilfælde er nisserne sikkert i gang med noget andet skummelt!) Min datter i USA forklarer nogle af disse tilfælde, hvor vi må opgive at tale sammen og se hinanden, med, at det er snevejr. "Sneen går i vejen for forbindelsen til satellitten." Det lyder teknisk muligt, ikke sandt? Men jeg ved bedre. Det lugter af nisse-pjank.

Det kan være, at du, som læser mit katalog af klager, ikke bruger computer/printer/iPad så meget, så det gør noget. Du tænker, "Godt, at jeg aldrig hoppede på de forfærdelige apparater!" Men symaskiner! Påhængsmotorer! Drillenisserne har været i gang med dem i 100 år! Det er til at blive bims af!

Kan det være, at nisserne bruger december som en slags ferie? De kan klæde sig i folkedragter og spise gammeldags mad, være i hyggecentrum for vores forestillinger om en god jul. Men resten af året, i hverdagen, når de arbejder ihærdigt på at forplumre vore maskiner, spiser de sikkert "fast food" som hackere og andre opfindsomme typer. Jeg gætter på, de lever af chips og svedperler fra frustrerede computerbrugeren, men i og med, at de er så små, ernærer de sig ret sikkert - og ganske godt, må man sige - ved at gnaske mikro-chips i mængder!

Lucy Bergström.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kerteminde Ugeavis

At blive voksen

Annonce