Dagbogsklumme nummer 4 …
Tid til brok og jammer. Jeg vil stå i spotlight. Jeg vil have violiner, parykker og sminke, koreografi og mikrofoner, latter og klapsalver
- Årh, hvorfor er det altid mig, jamrer jeg, når der skal kravles på stiger i fem-seks meters højde for at hænge bannere op over gader og på gavle.
- Hvorfor er det altid mig, der skal have jord under neglene, beskidte bukser og ødelagte sko, når der skal graves skilte ned ved indfaldsvejene?
En måned før premieren rammer samme situation som alle andre år.
Jeg kommer ikke for alvor på scenen i min egen revy. Jeg er skuespiller, og jeg elsker at spille. Men på dette tidspunkt, hvor de andre prøver løs på Folketeatret i København, er det som om, alt, hvad der er forberedt og proppet i kanonen i løbet af året, skal effektueres på samme tid.
Jeg bliver misundelig på mine skuespillere, fordi jeg pisker rundt for, at de kan stå på scenen, når jeg gerne selv vil stå der sammen med dem.
De læser tekster, griner, synger og danser, mens jeg kravler på stiger, forhandler med annoncesælgere, skruer skilte sammen, prøver at forstå mit eget billetsystem, henter og bringer, skriver pressemeddelelser, premiereinvitationer og dagbogsklummer.
Jeg bliver misundelig på mine skuespillere, fordi jeg pisker rundt for, at de kan stå på scenen, når jeg gerne selv vil stå der sammen med dem.
I løbet af året får jeg opbygget et overtryk af udtrykstrang, der ikke kan få afløb ved skriverier, annoncer og taler.
Jeg vil også synge og danse. Uha, uha, jeg må så ganske forfærdeligt frygteligt meget på scenen. Men det kommer jeg ikke. Lige nu - med en måned til premieren- leder jeg efter orkanens øje. Jeg har ladet mig fortælle, at der skulle være stille. Det er der ikke her.
Jeg jamrer, mens jeg kravler på stiger og graver huller. I 14 år har jeg haft min gode ven, Nis Jarl, til at hjælpe mig med de store bannere, der fylder mig med stolthed. Vi er gode til det.
I 2012 kunne jeg ikke finde mit pælebor, og jeg måtte købe et nyt. Siden 2013 har vi haft hver sit pælebor. Det forsvundne havde gemt sig bag en skovl.
I 14 år har vi sagt til hinanden, at vi burde sørge for at markere, hvor vi har gravet hullerne, så vi kunne ramme de samme huller igen. Og hvert efterfølgende år bander vi over, at vi må ned på alle fire for at fjerne store sten, der ligger i vejen, fordi vi ikke fik det gjort.
Til sidst viser det sig altid, at der bliver brug for, at jeg kommer på scenen alligevel. Der skal bruges tid til en omklædning eller noget. Så kan jeg få lov til at gå på scenen som den sidste sexist i Europa. Det er jeg glad for.
- Årh, hvorfor er det altid mig, jamrede vores fireårige dreng, når vi bad ham stille sine sko ud på plads i entreen.
- Ja, fordi det er dine sko, lille ven.
- Årh, hvorfor er det altid mig, der …?
- Ja, fordi det er din revy, min dreng!