Annonce
Kerteminde Ugeavis

Søren Kragh-Jakobsens inviterer til fest i forsamlingshuset i ny film fra Fyn: - Det er den fest, I ikke selv kan holde

Fra venstre: Instruktør Søren Kragh-Jakobsen, Karen Lise-Mynster, Mia Lyhne, Sarah Grünewald og Kasper Gattrup. Foto: Peter Ammitzbøll
Tirsdag aften holdt Kerteminde Kino premiere på Søren Kragh-Jakobsens nye film
Annonce

Kerteminde: - Det er dansk, når det er værst. Det var, hvad jeg tænkte, da jeg så den, fortalte skuespiller Mia Lyhne gravalvorligt, da hun til premieren foran publikum blev spurgt, hvad hun synes om den nye film, Lille sommerfugl, som hun selv spiller med i.

Publikum i premieresalen skreg af grin, inden Mia Lyhne, der spiller en forsmået kvinde i filmen, skyndte sig at tilføje.

- Og det er ment meget positivt.

Filmen havde Danmarks premiere tirsdag aften i Kerteminde Kino. Eller den havde faktisk premiere to gange, for på grund af afstandskrav blev der holdt to premierer lige efter hinanden. Og både instruktør Søren Kragh-Jakobsen, Mia Lyhne og resten af skuespillerne måtte ind to gange foran publikum og svare på spørgsmål.


Og det er ment meget positivt

Mia Lyhne


Kerteminde Kino havde fået lov til at holde danmarkspremieren, fordi en del af filmen er optaget på en gård i Hersnap på Hindsholm.

Annonce

Inviterer Danmark til fest

Lille sommerfugl handler om grisebonden, spillet af Jesper Christensen, der har haft lidt for travlt med at vokse sig stor. Sammen med sin kone, Karen Lise-Mynster, fejrer han guldbryllup og har inviteret til fest i det lokale forsamlingshus. Og mens festen skrider frem, hvidvinen glider indenbords, sidder næverne løst, og trusserne endnu løsere.

Jesper Christensen og Karen Lise-Mynster spiller guldbrudeparret, der holder fest i forsamlingshuset. Foto: Rolf Konow

- Jeg er kommet i forsamlingshuse i 40 år, og der foregår stort set ikke noget i filmen, som jeg ikke selv har oplevet, fortalte Søren Kragh-Jakobsen til store grin fra salen.

Vind billetter til filmen

Filmen "Lille sommerfugl" får premiere i de danske biografer 3. december.

Sammen med Nordisk Film udlodder Kerteminde Ugeavis nu 2 x 2 fribilletter til filmen.

Alt, du skal gøre for at være med i konkurrencen, er at svare på spørgsmålet:

- Hvor i Kerteminde Kommune ligger den gård, som noget af filmen er optaget på?

Send os dit svar på kuakonkurrence@jfmedier.dk. Vi skal have dit svar senest 1. december.

Husk at oplyse os dine kontaktoplysninger i mailen, så vi kan komme i direkte kontakt med dig, hvis du er én af de heldige vindere.

Og selv om filmen blev optaget sidste efterår, dengang ingen anede, hvad corona var for noget, mener instruktøren, at de mange restriktioner har gjort filmen endnu mere aktuel.

- Det her, er den fest, I ikke selv kan holde, fortalte Søren Kragh-Jakobsen, der sluttede med at takke alle de lokale statister, der har været med til at indspille filmen.

- Vi har haft 65 fuldstændig vidunderlige fynske statister, der åd den samme middag 17 dage i træk. Vi kunne aldrig have lavet den her film på Sjælland, sagde Søren Kragh-Jakobsen.

Lille sommerfugl har premiere over hele landet 3. december.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce